Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Trods opmuntrende toner fra Pelé er Neymar helt nede i kulkælderen ovenpå nederlag til Kroatien i VM.

Neymar efter nederlag: »Jeg er psykisk ødelagt«

Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Neymar siger lørdag i et opslag på Instagram, at han er »psykisk ødelagt«, efter at Brasilien er ude af VM.

Den fortvivlede angriber udtalte efter Brasiliens nederlag fredag efter straffespark mod Kroatien, at han ikke ville garantere flere landskampe. Lørdag uddyber han, hvor hårdt han er ramt af skuffelsen.

»Jeg er psykisk ødelagt. Det her er uden tvivl det nederlag, som har gjort mest ondt på mig. Det efterlod mig lammet 10 minutter efter kampen, hvorefter jeg brød ud i gråd, uden at jeg var i stand til at stoppe, skriver Neymar på Instagram.

»Det kommer til at gøre ondt i meget lang tid desværre«, tilføjer han.

Det er ikke første gang, at Neymar siger, at fodbold nogle gange tager hårdt på ham mentalt. Brasiliens nummer 10 indikerede sidste år, at han ikke ville være at finde på banen ved endnu et verdensmesterskab. I et interview lød det endda, at han muligvis slet ikke havde den mentale styrke »til at klare mere fodbold«.

Fra legenden Pelé lyder dog opmuntrende toner. I et opslag på Instagram opfordrede det 82-årige brasilianske fodboldikon Neymar, der med sin scoring i kvartfinalen matchede Pelés målrekord på 77 på landsholdet, til at fortsætte.

»Du klarede det, knægt. Det her gør dine bedrifter endnu større. Men som du og jeg ved, så er intet tal større end glæden ved at repræsentere vores land. Din historie er langtfra overstået. Bliv ved med at inspirere os«, lyder det i opslaget fra Pelé, der er indlagt på hospitalet i Brasilien.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her