Begge hold formøblede føringer i deres første af to kampe i tredje kvalifikationsrunde til Conference League.

Brøndby kollapsede, og Silkeborg var hele følelsesregisteret igennem

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Brøndby - Legia Warszawa 2-3

Brøndby får svært ved at nå målet om Conference League i denne sæson.

Holdet lå ellers til at spille sig et skridt nærmere avancement, men trods to føringer tabte Jesper Sørensens hold med 2-3 hjemme mod Legia Warszawa fra Polen i tredje runde af kvalifikationen.

Brøndby begik store fejl, og de blev straffet effektivt af udeholdet i en kamp, hvor der blev scoret på stort set alle chancer.

Ramt af flere skader havde Brøndby ikke bredde til at stå distancen, mens Legia indskiftede Blaz Kramer, der med to assister blev meget afgørende.

Kampens indledning bød på høj intensitet, men ingen offensive indslag, men det blev der lavet om på efter knap 20 minutter i et ungt samarbejde.

18-årige Clement Bischoff fandt i feltet 20-årige Filip Bundgaard, der fra en lidt spids vinkel huggede bolden tørt ind til 1-0.

På det tidspunkt havde polakkerne intet haft at byde ind med, men bagud rykkede udeholdet spillet frem - og med hurtigt afkast.

Bare fem minutter senere lod Brøndbys opdækning meget tilbage at ønske, og den tjekkiske angriber Tomás Pekhart flugtede efter et indlæg udligningen ind ved bageste stolpe.

Brøndby reagerede positivt på udligningen og sluttede halvlegen bedst af.

Efter 35 minutter gav det en ny føring, da Bundgaard brød igennem til baglinjen og sendte bolden bagud til Mathias Kvistgaarden, der dirigerede bolden ind.

Kvistgaarden udgik med en ribbensskade i søndagens kamp mod Lyngby, men bed smerterne i sig for at bidrage mod Legia.

Efter pausen var kampen noget låst. Det skulle en stor Brøndby-fejl dog ændre på. Unge Noah Nartey forærede bolden til en modstander, og så gik det stærkt. Kramer fandt Luquinhas, der let kunne udligne med 20 minutter tilbage.

Og det blev værre endnu. Da Brøndby i slutfasen jagtede et sejrsmål, slog Legia i stedet kontra og scorede ved japaneren Ryoya Morishita.

Dermed er Legia favorit til at gå samlet videre, når der om en uge er returkamp i den polske hovedstad.

Den samlede vinder af opgøret vil stå med store chancer for at nå Conference League, da der venter på papiret nemmere modstand i enten FK Auda fra Letland eller FC Drita fra Kosovo.

Silkeborg - Gent 2-2

Pokalvinderne fra Silkeborg var igennem hele følelsesregisteret, da holdet torsdag aften spillede 2-2 mod belgiske Gent i den første af to kampe i tredje kvalifikationsrunde til Conference League.

Silkeborg var foran efter en times spil, men smed føringen på et selvmål og kom siden bagud 1-2 i tillægstiden, inden det alligevel lykkedes at få uafgjort.

Tonni Adamsen blev den store helt med to mål for Silkeborg.

Dermed er det åbent inden returkampen i Belgien om en uge, omend hjemmeholdet er favorit.

Gent tog fat i initiativet mod Silkeborg, der ellers ofte har meget boldbesiddelse på hjemmebane, men belgierne skabte ikke meget over 90 minutter.

Silkeborg viste samtidig, at holdet også mestrer at spille på omstillinger, og det gav et par store chancer før pausen.

Størst var friløberen til Tonni Adamsen på Anders Klynges fine aflevering i dybden, men Adamsen afsluttede lige på den fremadstormende keeper midtvejs i halvlegen.

Senere var Adamsen tæt på med et krøllet skud fra kanten af feltet, men bolden strøg over fjerneste målhjørne.

Kort inde i kampen var også Oliver Sonne igennem, og dommeren blev kaldt ud for at vurdere, om han blev fældet ulovligt af Gents målmand, men efter et VAR-gennemsyn undlod han at pege på straffesparkpletten.

Det gjorde dommeren derimod kort efter pausen for en forseelse mod Younes Bakiz, der forsøgte at bryde igennem. Adamsen blev sat til at sparke og bragte sikkert Silkeborg foran.

I den anden ende havde Gent ikke haft et forsøg inden for rammen før pausen. Den tidligere Lyngby-topscorer Andri Gudjohnsen fik en mulighed kort før udløbet, men skuddet blev blokeret.

Der skulle et bizart selvmål til for, at udeholdet ramte Silkeborgs mål. På et harmløst indlæg ville den portugisiske forsvarer Pedro Ganchas sparke bolden væk ved kanten af feltet, men han ramte den skævt, så bolden tog en bue og sejlede ind bag Nicolai Larsen til 1-1.

Gent virkede fint tilfreds med uafgjort, men kom alligevel på vinderkurs med Max Deans hovedstødsmål i det 93. minut.

Dommeren lagde yderligere et par minutter til, og efter et hjørnespark lykkedes det for Adamsen at udligne med en flugter.

Nu venter en spændende returkamp, hvor den samlede vinder i den afgørende playoffrunde skal møde enten serbiske FK Partizan eller schweiziske FC Lugano.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her