Artiklen er senest opdateret søndag kl. 19.30.
På scoringer af Luis Diaz og Mohamed Salah vinder Liverpool 2-0 over Thomas Franks Brentford i Premier League. Dermed fik klubbens nye manager, hollandske Arne Slot, en perfekt debut hjemme på Anfield. Med sejren er Liverpool et af fire hold i toppen af Premier League med seks point efter de to første runder.
Liverpools frontlinje ramte gæsterne fra London efter 13 minutter. Et Brentford-hjørnespark endte i en kontra til hjemmeholdet. Diogo Jota stak Luis Diaz i dybden, og alene igennem smækkede han bolden op i nærmeste hjørne.
Brentford forsøgte at øge intensiteten yderligere, og det gav masser af dueller, hvor spillerne gik ind med fuld effekt. Både Christian Nørgaard og Mathias Jensen var blandt navnene i dommerens sorte bog allerede inden pausen.
Liverpool tog mere og mere kontrol over kampen, og midtvejs i anden halvleg blev det afgørende stød sat ind. Denne gang var Luis Diaz i oplæggerens rolle. Han skar gæsternes bagkæde op med en pasning til Mohamed Salah, som sikkert udplacerede Mark Flekken.
Haaland lavede hattrick
Manchester City er også stævnet planmæssigt ud i jagten på et forsvar af Premier League-titlen. I premieren blev Chelsea slået, og lørdag blev det også til tre point med en 4-1-sejr hjemme over oprykkeren Ipswich. Erling Haaland bankede tre mål i kassen og er nu oppe på fire scoringer i de to første kampe.
De stærkt undertippede gæster sendte chokbølger gennem Etihad Stadium, da nyindkøbte Sammie Szmodics, sidste sæsons topscorer i næstbedste række, på en friløber gjorde det til 1-0 efter bare syv minutter. Men så spændte gæsterne ben for sig selv. Et klodset begået straffespark og to store målmandsfejl mellem minut 12 og 16 aflyste effektivt enhver tro på en sensation.
Ipswich var under tung belejreing herefter, og to gange måtte overliggeren hjælpe til for at undgå yderligere ydmygelse inden pausen. For Ederson i Citys mål var største udfordring at holde kroppen varm som tilskuer til opgøret.
Erling Haaland var tæt på sit hattrick efter en god times spil, men ellers anstrengte Pep Guardiolas tropper sig ikke voldsomt for at udbygge føringen. Målmaskinen Haaland var dog opsat på at nå milepælen med tre mål i kampen. Kort før tid vendte han på en tallerken uden for feltet og klappede bolden fladt ind.
Manchester United tabte efter mål i overtiden
Længe så det ud til at skulle ende i en pointdeling tidligt lørdag eftermiddag mellem Brighton og Manchester United, men dybt inde i dommerens tillægstid dukkede Joao Pedro op og sikrede hjemmeholdet tre point.
Brighton fastholdt trykket efter et hjørnespark, og til sidst endte et indlæg hos en helt fri Joao Pedro, der i det 95. minut ikke svigtede og sikrede en 2-1-sejr.
Forinden havde det været en kamp, der langtfra havde været et festfyrværkeri. Særligt første halvleg havde ikke meget underholdning. Danny Welbeck åbnede scoringen mod sin gamle klub, mens Uniteds unge kanttalent Amad Diallo en halv time før tid bragte balance i regnskabet.
Mod slutningen levede opgøret en smule op. Hjemmeholdet jagtede mest de tre point og blev i tillægstiden belønnet. Dermed har Brighton to sejre i de første to kampe, mens United fortsat har tre point. Det er de to eneste hold i ligaen, der indtil videre har været i aktion to gange.
Danskerklubben Leicester, der som Ipswich er oprykker, tabte ude 1-2 til Fulham, som var uden nyindkøbet Joachim Andersen. West Ham vandt ude 2-0 over Crystal Palace, Nottingham Forest slog Southampton 1-0, mens Tottenham nedlagde Everton med 4-0. I den sene kamp vandt Arsenal 2-0 ude over Aston Villa.
Efter åbningsnederlaget på 0-2 til Manchester City kom Chelseas offensiv for alvor i gang søndag ude mod Wolverhampton søndag eftermiddag. Det stod 2-2 ved pausen, men blandt andet på et vaskeægte hattrick af Noni Madueke tog Chelsea en storsejr på 6-2. I søndagens tredje kamp fik Bournemouth med en overtidsscoring 1-1 hjemme mod Newcastle.
ritzau
fortsæt med at læse




























