Artiklen er opdateret kl. 20.45.
Den norske måltyv Erling Haaland er kommet forrygende fra land i denne Premier League-sæson. Lørdag scorede han hattrick for anden gang i træk og sørgede for, at Manchester City slog West Ham med 3-1. City har maksimumpoint efter tre kampe, og Haaland er oppe på syv mål. Det var desuden hattrick nummer 24 i karrieren.
En dum opspilsfejl fra West Ham satte de forsvarende mestre i gang. Bernardo Silva spillede Erling Haaland fri, og nordmanden omsatte stensikkert i fri position. West Ham fik dog udlignet, da Ruben Dias foran eget mål fik rettet bolden i eget net.
Efter en halv time endte bolden efter nogle hurtige kombinationer hos Erling Haaland, som hamrede bolden op i nærmeste hjørne. 70 procent boldbesiddelse i Citys favør og 17-2 i skudstatistik talte sit tydelige sprog om de første 45 minutter.
I anden halvleg viste Haaland, at han bare skal have én chance. Den fik han på en friløber syv minutter før tid. Han chippede køligt bolden ind og lukkede kampen.
Arsenal ramt af udvisning
Tidligere på dagen kom Arsenal på en svær mission, da London-klubben lørdag spillede mod Brighton på hjemmebane. Arsenal kom flyvende fra start, og Brighton blev ganske enkelt overrumplet i det første kvarter. Men en udvisning til Arsenal kort inde i anden halvleg ændrede det meste af billedet, og kampen sluttede 1-1.
Ligesom det var tilfældet i Arsenals seneste kamp i Premier League, var det angriberen Kai Havertz, der åbnede scoringskontoen for London-holdet. På modstanderholdets banehalvdel opsamlede Bukayo Saka en høj bold og vippede den frem mod Havertz, der pludselig havde frit løb mod mål. Den tyske angriber lobbede stille og roligt kuglen over Brightons målmand, som endte med at komme på mellemhånd.
Få minutter efter pausen kom Arsenal i en vanskelig situation, da Declan Rice modtog sit andet gule kort og blev sendt tidligt i bad for at forhindre igangsættelse af spillet. Den engelske midtbanespiller havde forinden begået et frispark på Brightons Joel Veltman ved det ene hjørneflag.
Gæsterne udnyttede overtalsspillet prompte og bragte således balance i regnskabet, da Joao Pedro opsamlede en returbold i midten af Arsenals felt. Med en kølig inderside fik den brasilianske angriber netmaskerne til at blafre.
Mod slutningen brugte Arsenal mange kræfter på at forsvarere det ene point hjem. Det blev således heller ikke til mere offensivt for Brighton, der kun kom frem til få gode chancer.
Brentford-danskere var arkitekter bag sejr
Brentford, der har Thomas Frank som cheftræner, vandt lørdag 3-1 hjemme over oprykkerne fra Southampton i Premier League. På midtbanen stillede Brentford udelukkende op med danskere, da både Christian Nørgaard, Mathias Jensen og Mikkel Damsgaard havde fået chancen fra start. Mikkel Damsgaard erobrede bolden på et farligt sted lige foran Southamptons felt efter 65 minutter og skubbede lynhurtigt bolden videre til Mathias Jensen, der straks servede Bryan Mbeumo til sin anden scoring i kampen.
Fire minutter senere tog Mathias Jensen sig af et langt indkast, der blev forlænget til bageste stolpe af Nathan Collins. Southamptons nyerhvervede keeper Aaron Ramsdale forsøgte med hænderne at få bolden væk fra farezonen, men Brentford-angriberen Yoane Wissa fik i stedet skovlet den i mål. Brentford og Thomas Frank har nu to sejre og et nederlag i sæsonåbningen på Premier League.
Danskerne i Leicester havde en noget dårligere dag, da oprykkerholdet tabte 1-2 hjemme til Aston Villa. Målmanden Mads Hermansen og backen Victor Kristiansen spillede hele kampen for Leicester, der har et enkelt point efter de tre første kampe.
Ipswich spillede hjemme 1-1 mod Fulham, der havde stopperen Joachim Andersen på bænken i hele kampen. Det var Ipswichs første point i 22 år i den bedste engelske fodboldrække.
Everton så ud til at være godt på vej mod tre point hjemme mod Bournemouth, men holdet smed en føring på 2-0 i de sidste minutter af kampen. Efter 87 minutter reducerede udeholdets Antoine Semenyo til 1-2, inden Lewis Cook udlignede to minutter inde i tillægstiden. Seks minutter inde i tillægstiden blev Luis Sinisterra matchvinder. Jesper Lindstrøm så hele kampen fra bænken for Everton.
ritzau
fortsæt med at læse




























