Foran en sort tavle med et næsten uoverskueligt net af cirkler, streger og ord slår en gråsprængt herre ud med armene. Med sit tykke skotske beriger han sine tilhørere med stribevis af guldkorn fra sin 26 år lange karriere som manager i verdens dengang største fodboldklub, Manchester United.
Navnet er Alex Ferguson. Og stedet er Harvard Business School i Boston – en velrenommeret amerikansk handelshøjskole, der her i 2013 har set en fidus i den 72-årige tidligere topmanager i fodbold.
»Mit job var at få alle til at forstå, at det umulige er muligt«, er budskabet fra skotten, der har listet otte principper op for tilhørerne i auditoriet.
Principper, der skabte en vinderkultur og en loyal kerne af spillere, og som lagde fundamentet til 13 engelske mesterskaber og to Champions League-titler. Blandt meget andet.
