Umiddelbart var det bare euforiske billeder af et moderne fodboldeventyr, der kulminerede. Unge mænd med dyre ben jublede så voldsomt, at det forvrængede deres ansigter til ukendelighed, og på skift løftede de det sølvtrofæ mod himlen, der matchede deres lyseblå klubfarver.
Det var en solrig majdag i 2012, da Manchester City endelig var engelsk mester for første gang, siden sheik Mansour fra Abu Dhabi havde købt klubben fire år tidligere. Med ham i ryggen havde Manchester City på rekordtid løftet sig fra rusten middelmådighed til fodboldens tinder.
Men nu trækker dunkle skyer sig sammen over eventyret. I den forgangne uge begyndte den historiske sag, hvor Premier League anklager Manchester City for flere end 100 regelbrud over en periode på 14 år. Det er en sag, der potentielt kan skrive fodboldhistorien om.
Nogle af de mange tiltaler går helt tilbage til den lykkelige dag i 2012 og kredser blandt andet om to af nøglepersonerne, der også optræder på de euforiske billeder: træneren Roberto Mancini og midtbanestjernen Yaya Touré.
