Ruben Amorim skifter fra Sporting til Manchester United, hvor træneren får kontrakt frem til sommeren 2027.

Portugiser får »verdens sværeste fodboldjob«

Ruben Amorim har hidtil været træner for Sporting Lissabon, som han gjorde til portugisiske mestre i sidste sæson. Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Ruben Amorim har hidtil været træner for Sporting Lissabon, som han gjorde til portugisiske mestre i sidste sæson. Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Portugiseren Ruben Amorim er ny træner i Manchester United, oplyser klubben ifølge nyhedsbureauet AFP. Amorim er hentet i Sporting og har underskrevet en kontrakt hos United, der gælder frem til sommeren 2027.

Den 39-årige Amorim afløser Erik ten Hag på sidelinjen i Manchester United. Den hollandske cheftræner blev mandag fyret i Premier League-klubben skete efter en periode med ustabile resultater.

Erik ten Hag efterlod Manchester United-mandskabet på en 14.-plads i Premier League med 11 point for 9 kampe.

»Det er verdens sværeste fodboldjob. Det er indiskutabelt. Der er kun en ting, der er godt nok for Manchester United, og det er mesterskaber og Champions League-triumfer«, siger Morten Bruun.

Ifølge fodboldeksperten er den nuværende trup i Manchester United dog langtfra at kunne konkurrere på netop de to områder. Han ser omvendt muligheder for Ruben Amorim, der har været vant til et tungt pres i den portugisiske storklub Sporting.

»Man må ikke undervurdere Sportings størrelse«, siger Bruun og uddyber:

»I Sporting er der også et krav om at vinde alle kampe og sikre mesterskaber, ligesom der er i Manchester United«.

Morten Bruun beskriver desuden Ruben Amorim som et anderledes valg end tidligere i Manchester United, hvor trænere som Louis van Gaal og José Mourinho har været forbi.

»Det er nok det mindst kendte trænernavn, som United har ansat. På den måde kan man beskrive ham som en mere upcoming trænerprofil«, siger Bruun.

Kontrakt frem til 2027

Amorim har underskrevet en kontrakt hos United, der gælder frem til sommeren 2027 med option på et år mere.

Ruben Amorim mangler stadig arbejdsvisum for at kunne tiltræde fysisk i United, og indtil da vil Ruud van Nistelrooy styre holdet. Det gjorde hollænderen med bravur onsdag aften, da United slog Leicester med 5-2 i Liga Cuppen.

Danske Christian Eriksen og Rasmus Højlund får en træner, der aldrig tidligere har været træner uden for portugisisk fodbold. Amorim indledte trænerkarrieren i den portugisiske klub Casa Pia, inden vejen gik forbi Braga.

Siden 2020 har han stået i spidsen for Sporting, hvor Ruben Amorim førte Lissabon-klubben frem til to nationale mesterskaber samt to pokaltitler. I Sporting har den unge cheftræner haft de to danske spillere Morten Hjulmand og Conrad Harder i folden.

Som aktiv spiller var Amorim blandt andet forbi klubberne Belenenses, Braga og Benfica i Portugal og Al-Wakrah i Qatar. Han nåede desuden 14 landskampe for det portugisiske landshold.

Manchester United spiller sin næste kamp søndag mod Chelsea i Premier League hjemme på Old Trafford.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her