Selv om det ’bare’ var en af 32 danske kampe i de tre europæiske klubturneringer, gjorde det sviende nederlag sent torsdag aften til Rapid Wien ekstraordinært ondt på både dansk fodbold og selvforståelsen i FC København.
Ikke kun fordi 3-0 var sæsonens største danske nederlag i Europa, men især fordi FC København nu er gået på en kort vinterferie efter en indsats i den østrigske hovedstad, som den mest rutinerede spiller, Thomas Delaney, meget kontant mente, at holdet skulle skamme sig over.




























