Et nyt fænomen er begyndt at dukke op i dansk seriefodbold.
Børn ned til 12-års alderen laver såkaldte ultras-grupper, der støtter deres lokale fodboldklubber. Nogle af dem spiller i Danmarksserien på grænsen til semi-professionelle kontrakter, men endnu flere af klubberne huserer på niveauer, hvor trænere skal huske spillerne på, at de ikke skal have tømmermænd lørdag morgen, og ’0-0 i hovederne’ er mantraet, hvis man er bagud 3-0 ved pausen.