Andreas Schjelderup idømmes betinget fængsel for udbredelse af seksuelt materiale med personer under 18 år.

Tidligere superligaspiller får betinget fængsel for videodeling

11 dage efter at have modtaget, videresendt og slettet den strafbare video spillede Andreas Schjelderup for FC Nordsjælland mod Silkeborg i Superligaen. Arkivfoto:  Jens Dresling
11 dage efter at have modtaget, videresendt og slettet den strafbare video spillede Andreas Schjelderup for FC Nordsjælland mod Silkeborg i Superligaen. Arkivfoto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Den norske fodboldspiller Andreas Schjelderup idømmes ved Københavns Byret 14 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år for at have delt en 27 sekunder lang video, der indeholder seksuelt materiale med personer under 18 år. Han idømmes også en advarsel om udvisning.

Nordmanden delte videoen, mens han spillede i superligaklubben FC Nordsjælland. Anklageren vurderede, at nordmanden skulle idømmes ikke under 20 dages ubetinget fængsel, men dommeren lagde blandt andet til grund, at han havde gode personlige forhold, og at han slettede videoen kort efter at have delt den.

Den 21-årige, der i dag spiller for den portugisiske storklub Benfica, modtog videoen det sociale medie Snapchat 1. maj 2024. Efter at have set de første par sekunder videresendte han den i en gruppechat på Snapchat med fire venner.

»Jeg modtager videoen som en dårlig joke. Og så videresender jeg den til en gruppe med fire venner og viderefører den dårlige joke. Jeg fornemmer, at der er noget seksuelt, og at det er to unge mænd«, siger Schjelderup i retten.

En tilståelsessag

Efter omkring et minut slettede han videoen fra gruppen og sin kamerarulle, da han blev opmærksom på, at det var ulovligt at videredele videoen. Det kom ikke frem i retten, hvad der foregik i resten af videoen, som nordmanden delte. Men ifølge retsmødebegæringen var der tale om materiale i kategori to. Kategorien omfatter fotografier, filmsekvenser og andre visuelle gengivelser af børn, der fremstår som værende under 18 år, hvor der er to eller flere personer på materialet, og hvor der er seksuel aktivitet. Der findes tre kategorier i sager om materiale med overgreb på børn: 1, 2 og 3, hvor 3 er den groveste.

Retsmødet onsdag forløb som en tilståelsessag. Schjelderup skrev 8. november i et opslag på Instagram, at han havde delt en video med to unge drenge, da han spillede for FC Nordsjælland, og at han snart ville modtage sin dom.

»Jeg vil være ærlig over for jer alle om en dum fejl, jeg begik for omkring to år siden. På det tidspunkt var jeg 19 år gammel, og nu bliver jeg nødt til at tage konsekvenserne af fejlen«, skrev han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her