Der stod han så, den danske stjerne. I hjørnet af en tjekkisk fodboldbane stirrede Christian Eriksen tomt ud i den sorte forårsaften, som om han ledte efter et øjeblik, der allerede var forsvundet.
Foran sig så han bristede drømme. Han så dem for sig selv, og han så dem i de tilskuere, der klædte hjørnet af Letná Stadion i røde og hvide farver, mens de fremstod som et spejl af al den smerte, de danske spillere udstrålede. Ansigter gemt i hænder, blikke tømt for gnist, tunge skuldre, som om landsholdstrøjen pludselig vejede lidt mere end før.
