Marie-Louise Eta skal stå i spidsen for Union Berlin i Bundesligaen i resten af sæsonen.

»Det er vanvittigt«: Bundesligaens første kvindelige træner mødt af sexistiske kommentarer

Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix
Foto: Annegret Hilse/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Union Berlin skrev søndag historie, da bundesligaholdet udnævnte Marie-Louise Eta som den første kvindelige cheftræner for et hold i Tysklands bedste fodboldrække for mænd.

Det har ifølge klubben affødt sexistiske kommentarer, og det er noget, som direktøren, Horst Heldt, har bemærket og kalder det for »en omgang vrøvl«.

»Jeg synes, det er vanvittigt, at vi skal bruge tid på det i disse tider«, siger Union Berlin-direktøren.

34-årige Eta er selv tidligere professionel spiller. Hun kom til Union Berlin i 2023, hvor hun indledte som assistent for U19-holdet og senere blev det samme i staben omkring Bundesliga-holdet.

»Vi taler om en yderst kompetent leder, og I kan være sikre på, at alle i Union, uanset om det er på tribunen eller i klubben, står 100 procent bag denne beslutning og vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at dette ikke fører til yderligere diskussion i fremtiden. Det er simpelthen pinligt«, siger Horst Heldt.

Marie-Louise Eta har tidligere prøvet at have hovedansvaret i en Bundesliga-kamp for klubben. Det skete tilbage i 2024, hvor en karantæne til den daværende cheftræner gav hende ansvaret for holdet i en kamp.

Nu er hun helt officielt ansat som cheftræner for Union Berlin sæsonen ud. Eta erstatter Steffen Baumgart, som ikke formåede at hente de forventede sportslige resultater.

Union Berlin ligger på 11.-pladsen i tabellen med syv point ned til nedrykningspladserne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her