4 dage tilbage: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

PSG genvandt Champions League, da Arsenal blev slået efter straffespark. De 120 spilleminutter endte 1-1.

PSG genvinder Champions League efter straffedrama mod Arsenal

Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For andet år i træk sidder franske Paris Saint-Germain på den europæiske fodboldtrone. Det franske mandskab genvandt lørdag Champions League, da Arsenal blev besejret efter straffesparkskonkurrence i finalen i Ungarns hovedstad, Budapest.

Den ordinære spilletid sluttede 1-1, og da den ekstra halve time var en langgaber, faldt afgørelsen fra straffesparkspletten. Her blev Gabriel Magalhães den helt store skurk, da han sendte Arsenals femte spark et godt stykke over mål. Begge mandskaber havde forinden brændt et enkelt spark hver, og dermed kunne den franske jubel bryde løs.

Det er første gang siden 2018, at et hold forsvarer Champions League-titlen. Dengang var det Real Madrids giganter, der vandt for tredje år i træk.

Efter mange års desperat jagt med massive økonomiske investeringer vandt PSG i fjor Champions League, da en sprudlende offensiv bankede Inter med 5-0, og den har der igen i år ikke været nogen i Europa, som har kunnet stække.

Ifølge cheftræner Luis Enrique er dette års titel noget dog helt specielt.

»Det er endnu større, fordi vi kendte til vanskelighederne ved at spille mod Arsenal. For os som klub og by er det fantastisk at vinde trofæet«, sagde PSG-cheftræneren til tv-stationen Canal Plus efter sejren.

Arsenal gjorde ellers en hæderlig indsats i lørdagens finale, hvor de franske stjerner i store dele af kampen blev holdt fra fadet. Englænderne vekslede kampen igennem mellem et højt pres og at stå dybt på egen halvdel, og allerede i de første minutter gav den afveksling pote.

Det høje pres tvang PSG-stopper Marquinhos til at sparke bolden ind på Leandro Trossard, og det satte Kai Havertz afsted i frit løb mod det franske mål. Fra en spids vinkel sparkede den tyske frontmand bolden hårdt op i nettaget omkring ørerne på PSG-keeper Matvey Safonov. Med Havertz’ føringsmål efter fem minutter kunne Arsenal stå i den veletablerede organisation med en del tryghed.

»Kampen udviklede sig på den bedst mulige måde for Arsenal. Efter det tidlige mål vidste de, hvordan det skulle forsvares«, lød det fra Enrique.

»Det var meget svært. Vi er vant til at angribe med mange mand, men mod dem var det svært, fordi de er så fysisk stærke«, tilføjede han.

Udligning skabte åben kamp

PSG’s ellers normalt så chanceskabende offensiv kunne slet ikke finde åbningerne. De få gange det lykkedes franskmændene at komme i farlige situationer, agerede stopper Gabriel Magalhães sidste stopklods for Arsenal.

Umiddelbart så det ikke ud til, at PSG i pausen havde fundet opskriften. Men de franske individualister har et for højt niveau til at kunne lukkes ned i en hel kamp. Det var også tilfældet i lørdagens finale. Efter en time kombinerede Khvicha Kvaratskhelia og Ousmane Dembélé i den ene side af feltet. Det tvang Cristhian Mosquera til at nedlægge georgieren. Kampens tyske dommer, Daniel Siebert, pegede prompte på pletten, og Dembélé sparkede sikkert læderet i nettet fra de 11 meter.

Udligningen skabte en mere åben kamp, hvor trætheden også gjorde, at der kom flere fejl hos begge hold. Med lidt over 10 minutter tilbage strøg Kvaratskhelia afsted i en kontra. Den ene målstolpe tog dog georgierens afslutning.

Det ændrede kampbillede gav også Arsenal et par nærgående muligheder, men det var franskmændene, der var tættest på. I den ordinære spilletids sidste minutter gik et forsøg fra Vitinha snært over mål, og i tillægstiden formøblede Bradley Barcola en stor kontramulighed.

Hvor den ordinære spilletid sluttede ganske underholdende, var begge holds batterier flade i den forlængede spilletid, og det hele skulle afgøres fra de 11 meter. Og det blev en straffesparkskonkurrence, som Arsenal-stopper Gabriel Magalhães, der ellers havde været blandt banens bedste, nok aldrig kommer sig over.

Selv om kampen altså blev afgjort i det lotteri, som en straffesparkskonkurrence, var PSG’s Joao Neves nådesløs i sin analyse af kampen:

»Jeg synes, at vi fortjente den her titel. For at være ærlig synes jeg, at der kun var ét hold på banen«, siger Joao Neves til Viaplay.

Sådan forløb CL-finalen:

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her