De to norske fodboldtrænere Kjetil Knutsen og Morten Jensen fra henholdsvis Bodø/Glimt og Viking er blevet idømt en spilledags karantæne efter deres sammenstød under en topkamp fredag.
Det oplyser Det Norske Fodboldforbunds disciplinærudvalg på sin hjemmeside.
I slutningen af første halvleg endte de to i mundhuggeri på sidelinjen, og Knutsen vippede kasketten af modstandertrænerens hoved.
De modtog begge et rødt kort, men skænderiet fortsatte efter kampen i et interview med TV 2 Norge.
»Du var fysisk. Så skal du ikke engang sige undskyld? Skal du ikke sige undskyld til en kollega? Du har været fysisk«, sagde Morten Jensen til sin trænerkollega.
Kjetil Knutsen erkendte, at hans reaktion ikke var i orden. Men han mente samtidig, at Viking-træneren overdrev situationen.
»Nu må du falde lidt ned. Jeg var ikke fysisk over for dig«, svarede Bodø/Glimt-træneren.
Bodø/Glimt-træneren reagerede på en hård tackling inde på banen, hvor en Bodø/Glimt-spiller blev nedlagt.
»Jeg reagerede meget kraftigt på tacklingen, og så kom du hen i et område, hvor du ikke har noget at gøre. Så skubbede jeg dig væk, og i den forbindelse ramte jeg din kasket. Det beklager jeg«, forklarede Bodø/Glimt-træneren.
Bodø/Glimt vandt topkampen 3-2 og har nu samme antal point som førerholdet Viking.
ritzau