Det er i orden at forbyde ballademagere at komme på stadion. Dem der driver fodboldstadionerne må gerne give karantæne til fans, der har opført sig upassende, siger juraprofessor i offentlig ret fra Aalborg universitets Claus Haagen Jensen: »Når man har en institution, har ledelsen ret til at lave ordensregler og idømme en vis form for sanktion. F.eks. om man må have hund med på biblioteket«, siger han og forklarer, at det kan diskuteres, hvor langt disse regler skal gå.
Men det er helt almindeligt, at offentlige steder, som eksempelvis skoler eller Folketinget, har ordensregler og sanktioner. Der skal ikke lovgivning til Hvor skrappe regler og sanktioner, en institution kan lave, er til åben diskussion. »Karantæne er nok grænsen for, hvorvidt sanktioner kan gå«, mener Claus Haagen Jensen, som efterlyser en offentlig debat om, hvad der er rimelige regler på fodboldstadioner. Han mener iøvrigt ikke, der er nogen grund til at lovgive på det her område: »Det er ikke fornuftigt at lovgive om det her, det ville være at skyde spurve med kanoner. Idrætsorganisationerne må tale om, hvad de vil gøre og finde en rimelig ordning«. Justitsminister Lene Espersen lader heller ikke til at ville lovgive på området, hun siger til Jyllands-Posten, at det er op til domstolene at vurdere om karantænen er lovlig, hvis en fan lægger sag an. Kun karantæne fra ét sted Juraprofessoren mener dog, at superligaklubberne har begået en fejl, nemlig ved at give en karantæne til flere sportspladser. »Det holder ikke, at man laver regler, der gælder for andre stadioner«, siger Claus Haagen Jensen. Juraprofessoren er derfor meget uforstående over for, at tilskuere, der har opført sig upassende, får karantæne, der gælder for samtlige superligaklubber: »Det er mildt sagt langt ude«, siger han.




























