Hovedparten af FCK-truppen kom hjem fra træningslejren i La Manga i tirsdags, mens Jesper Christiansen, Lars Jacobsen, Michael Silberbauer og Michael Gravgaard vendte tilbage fra ligalandsholdets succesrige tur til Østen i fredags.
De slap for at blive sendt direkte videre til det sydlige Spanien og har i stedet trænet på KB's anlæg med Torben Storm.
Træner Ståle Solbakken har brugt opholdet i La Manga til at syne samtlige unge spillere i truppen, ligesom de to seneste nyerhvervelser nordmanden Brede Hangeland og canadieren Atiba Hutchinson var i aktion.
Efter 0-0 mod Salzburg blev FCK inden hjemrejsen besejret 2-1 af Rosenborg.
Dan Thomasson og Brede Hangeland var som de eneste på banen i fuld tid i begge kampe. FC København har en intakt trup uden skader.
fortsæt med at læse




























