Esbjergs 23-årige midtbanespiller, Jesper Jørgensenen, er en af vestjydernes nøglespillere, og han er vild med pokalfodbold. Og pokalturneringen er er Esbjergs ’livline’ til sportslig hæder, succes og en plads i Uefa Cuppen. Og de to drønspændende og medrivende semifinaleopgør mod FC Københavns mestre fik alle fodbold-vestjyder i ekstase i nogle dage, da euforien, begejstringen og stoltheden var kæmpestor – og den ser ud til at holde hele vejen til Parken. »Det har været fantastisk at opleve, hvordan folk er glade for, at vi er kommet i finalen mod Brøndby og at mærke den enorme opbakning og støtte, der kommer os i møde«, siger Jesper Jørgensen.
»Det gør stort indtryk på os spillere, når vi – som det var tilfældet, da billetsalget til finalen startede i Esbjerg – oplever, at folk tager fri på arbejde for at stå i billetkø fra tidligt om morgenen. Der var en lang, lang kø, da jeg kom til træning kl. 9. Og nogle dage senere, da der var ekstra billetter til salg, var der folk, der overnattede ved stadion for at være sikre på, at de kunne skaffe sig adgang til Parken«. Sukker efter en titel Der var også flere end en halv snes tusinde fans, som tog turen til København for to år siden, da Esbjerg mødte Randers FC i 2006-finalen.






























