Blot én af Superligaens 12 klubber kommer til at tjene penge i år. De 11 øvrige forventer dundrende millionunderskud. Værst står det til hos Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FCK, som forventer et minus på en kvart milliard kroner. AaB Sport har formøblet 80 Champions League-millioner og forventer nu at tabe 40 millioner. I AGF-selskabet Århus Elite lyder minus på 43 millioner, og listen kan fortsættes i det smertelige. Logikken tilsiger, at de blodrøde regnskaber kommer til at forplante sig til fodboldbanen, så de danske tilskuere må vænne sig til et lavere niveau og færre profiler i Superligaen. Men sådan bliver det ikke, hvis man skal tro direktørerne for Danmarks fem økonomisk største klubber, som Politiken har talt med.
LÆS ARTIKEL Brøndby skal have gang i forretningen
»Det kommer ikke til at betyde noget for vores tilskuere. Vores niveau kommer ikke til at falde af den grund, det er jeg ret overbevist om«, siger Frank Buch-Andersen, direktør for Brøndby IF, der regner med at tabe 30 millioner i år. I Brøndby vil de rette op på den økonomiske situation ved at skære ikke-sportslige omkostninger og ved at blive bedre til at tjene penge på køb og salg af spillere.
Heller ikke FCK vil drosle ned på den sportslige satsning for at hente nogle af de mange manglende millioner.
»Vi har de samme sportslige ambitioner, så hvis vi sænker vores omkostninger, så er det et udtryk for, at priserne på markedet bliver sænket. Markedet vil sænke priserne, fordi vi alle tænker, at der bliver færre penge til rådighed. Så det bliver spillerne, som kommer til at betale«, forudser Dan Hammer, der er koncernchef i Parken Sport & Entertainment.
LÆS ARTIKELSuperligaklub låner til spillernes løn Den analyse deler direktøren for Odense Sport og Event, der står bag OB, der som den eneste klub forventer overskud i år. »Transfersummer og lønninger vil falde over hele verden, ikke kun i Danmark. Det betyder, at vi fremadrettet kan agere på samme niveau, så jeg tror ikke, at krisen får den store betydning. Jeg tror ikke, at niveauet i Danmark vil falde. Det vil ændre sig fra at være spillernes marked til at være klubbernes marked i fremtiden«, siger Thomas Christensen, direktør for Odense Sport og Event. I Aalborg tjente AaB 80 millioner på Champions League sidste år. Men udgifterne er løbet løbsk for AaB, som forventer underskud på 40 millioner kroner. Alligevel behøver aalborgenserne ikke indstille sig på en mere beskeden satsning.






























