Og det blev så kampen, hvor FC København fik sin tredje og sidste VM-spiller på banen. Det var i skikkelse af Razak Pimpong, der blev skiftet ind på Ghanas hold midt i anden halvleg. Men desværre for ham blev det ikke nogen sødmefyldt oplevelse. Vi hørte det italienske forsvar præsenteret af tv-kommentatorerne som 'betonforsvar'. Spillende forsvar Javel - så er det noget af det mest bevægelige og boldstyrende beton, jeg har oplevet. For italienerne var trådt ud af fordommenes greb og ind i den offensive virkelighed, som er denne VM-slutrundes. Der blev spillet fremad og fremad - og der blev ikke fedtet rundt i midtbane-olivenolien mod det velspillende ghanesiske hold, som i første halvleg havde lige så megen boldbesiddelse som de italienske favoritter. Italien farligst Men der var nu mere tyngde i italienerne, mere pågåenhed, og derfor var italienerne klart det farligste hold. Det kom bl.a. til udtryk i hele 11 italienske hjørnespark i første halvleg, og det var i forbindelse med et sådant - et fladt et af slagsen - at Pirlo kunne score karrierens femte landskampmål og bringe Italien på 1-0. Hovedrollen på det italienske hold blev taget af serie A-sæsonens helt store oplevelse, Fiorentina-spilleren Luca Toni - 29 år og 1,94 meter høj. Han var en konstant trussel mod Ghanas forsvar, jagtede alle bolde, driblede godt og tøvede ikke, når der var afslutningsmuligheder. Hans bedste forsøg i første halvleg var et bragende skud på overliggeren. Ghanesisk elegance Ghana? Virkelig pænt fodboldspil - med strøg af finurlig elegance, styret af Chelsea-spilleren Essien. Men også et hold, der var mere søgende i sit spil, og som ikke havde 'biddet', når mulighederne bød sig. Der blev kombineret instruktions-nydeligt, men afslutningerne var generelt elendige - og så blev holdet i øvrigt snydt for to straffespark, som den umulige brasilianske slapsvanse-dommer ikke turde dømme. Som spiller må den slags give frygtelige smerter - og dommeren burde sendes hjem på en tom kaffedamper.