Det danske ligalandshold i fodbold fortsætter trygt sit ophold i Bangkok trods anholdelsen af en mistænkt libaneser og advarslen om det, den amerikanske ambassadør i byen kalder en »virkelig og meget troværdig« terrortrussel mod den thailandske hovedstad.
»Vi har været i kontakt med både Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste. Begge parter undersøger de amerikanske efterretninger nærmere og deler vurderingen af, at det foreløbig er bedst at holde sig fra de populære pladser og andre typiske turistmål. Og det gør vi i forvejen«, siger Dansk Boldspil-Unions kommunikationschef, Lars Berendt, der opholder sig i Bangkok sammen med ligalandsholdet.




























