Manchester United har været min klub, siden jeg i efterdønningerne af EM-triumfen i 1992 begyndte at følge engelsk fodbold. Ingen tvivl om at danske Peter Schmeichels position som sidste skanse for United var den primære årsag i begyndelsen, men snart spillede walisiske Mark Hughes, skotske Brian McClair og engelske Paul Ince en vigtigere rolle for det, der skulle vise sig at blive et varmt kærlighedsforhold, der nu syder og bobler på tyvende år.

I 1992/93 var det første sæson, hvor den bedste engelske række hed Premier League. United havde ikke vundet mesterskabet siden 1966/67, og det var en kæmpe forløsning, da det lykkedes i Premier Leagues første sæson. Samtidig spillede United underholdende og offensiv fodbold, hvilket i høj grad kunne tilskrives den arrogante og utilpassede franskmand Eric Cantona, der ved sin ankomst i december 1992 løftede Uniteds spil til nye højder.

I gennem halvfemserne var United engelsk fodbolds mest succesrige hold, om end det kneb gevaldigt med at slå igennem på kontinentet. Først i 1999 med det bemærkelsesværdige overtidscomeback i CL-finalen mod Bayern München var der succes i Europa. At sejren var mod det tyske mesterhold havde en særlig symbolik, idet det sorteste kapitel i fortællingen om United ubetinget er den tragiske ulykke i München i 1958, hvor 23 personer, heriblandt 8 spillere, mistede livet. Når min glæde ved at følge de røde djævle er så stor, skyldes det, at jeg hos klubben finder en særegen og tidløs balance mellem klassiske arbejderklassedyder og moderne dekadence. Når Roy Keane tacklede igennem, og Ruud van Nistelrooy skovlede bolden over stregen, var det udtryk for hårdt arbejde. Når David Beckham med gudbenådet overblik sparkede bolden i mål fra midterlinjen, og Ryan Giggs afdriblede tre-fire forsvarsspillere, var det udtryk for den fineste elegance på en fodboldbane. Den bedste spiller på holdet lige nu er Wayne Rooney. Selv om terrieren, der er født og opvokset i Liverpool, er garant for massive problemer uden for banen, inkarner han også United-ånden i sin sublime kombination af arbejdsraseri og fuldstændig spektakulær elegance som i hans saksesparkmål, der afgjorde lokalderbyet mod City i februar 2011. Den vigtigste spiller i klubbens historie vil jeg mene er George Best. Jeg er for ung til selv at have fulgt ham i aktion, men hans tekniske og kreative evner har været en central faktor i selvforståelsen af United som en klub, der mestre balancen mellem det ekstraordinære og underholdende og det effektive og nødvendige. På holdet kunne vi godt bruge en fuldgod erstatning for Paul Scholes (hvis comeback i Mølbytempo ikke er svaret). United mangler en kreativ og pasningsstærk central midtbanespiller. Rygterne har længe svirret om Wesley Sneijder og Luka Modric, men min favorit (i erkendelse af at Xavi ikke er en mulighed) er Bastian Schweinsteiger fra Bayern München. Den bedste træner gennem tiden er uden tvivl sir Alex Ferguson. 25 år i tjeneste har resulteret i 12 mesterskaber, 5 FA-cup-trofæer og to sejre i Champions League. Det siger vist det hele. Den bedste kamp, jeg har overværet på Old Trafford, var 5-0-sejren over Stoke i november 2008. Efter blot tre minutter knaldede Ronaldo på karakteristisk vis et frispark ind bag Thomas Sørensen, og han scorede dermed sit mål nummer 100 for United. Mod slutningen af kampen blev en 17-årig Danny Welbeck indskiftet og hamrede som noget af det første bolden op i højre målhjørne. I næste kamp møder vi Bolton på Old Trafford. Bolton, der nærmest er en nordvestlig forstad til Manchester, kæmper desperat for at komme væk fra nedrykningszonen. United må oven på 3-2-sejren over naboerne fra City kunne levere den sejr, der er udeblevet i de seneste to Premier League-optrædener.

_____________________________________________________________