Wiener Sport-Club (WSC) har været min klub siden 1960, da alle drenge i min folkeskoleklasse holdt med de ’sort-hvide’ og jeg, som kom fra en familie uden nogen som helst sportsinteresse, fulgte med. Året efter var de andre flyttet videre til Rapid, som havde overtaget føringen i den østrigske liga.

Kun jeg forblev trofast Sportclub-fan og tilbragte utallige søndage på arenaen i forstaden Dornbach, i håbet om, at vi nogensinde igen skulle vinde et eller andet. Men nej: siden den dag for mere end 50 år siden, da jeg begyndte at interessere mig for fodbold, har Sportclub ikke vundet en eneste pokal eller titel.

Den bedste spiller gennem tiderne har uden tvivl været Erich Hof, en vidunderlig tekniker, spilmager og frisparksspecialist, som i 15 sæsoner scorede 224 mål for WSC, inden en knæskade tvang ham til at stoppe karrieren. Hof havde ry for at være doven, men kompenserede det manglende løbepensum med sit blik for spillet og den sublime boldbehandling. Han var en spiller ligesom Finn Laudrup, som senere spillede i to sæsoner for WSC. Hof var dobbelt målscorer i den største kamp, Sportclub har spillet. 1. oktober 1958 slog ’vi’ Juventus i mesterholdenes europapokal – efter 1-3 i den første kamp i Torino – med hele 7-0 i Wien. Det er til dags dato det største nederlag, et italiensk klub har lidt i europapokalen. Desværre lå kampen før min tid, jeg har kun hørt den omtalt med ærefrygt på ståpladserne på Sportclub-Platz. Senere blev Hof træner, både for Sportclub og Østrigs landshold, inden han i 1995 døde af kræft, 59 år gammel.

Den største profil på holdet lige nu findes egentlig ikke. Det skulle så være angriberen Sertan Günes med tyrkiske rødder, som scorede 30 mål i de sidste par sæsoner. Men efter to konkurser i 1990’erne og dertil følgende tvangsnedrykning frister klubben nu en tilværelse i Regionalliga Ost, som er en slags 3. division.

Officielt hedder klubben nu ikke længere Sportclub, men Sportklub med k, og der er strid, om klubben overhovedet må betegne sig som efterfølger af det opløste traditionshold.

På holdet kunne vi bruge en tålmodig sponsor, som giver tid til en genopbygning til et liv efter døden, for ungdomsarbejdet er glimrende. Også tilhængerne støtter stadigvæk op om klubben, vi har i gennemsnit 1.700 tilskuere per kamp, og det er rekord i 3. liga. Fansene hedder ’FreundInnen der Friedhofstribüne’ (venn(ind)er fra kirkegårdstribunen). Det ironiske navn henviser både til placeringen af arenaen op til den lokale kirkegård og til klubbens kranke skæbne. Holdet understøttes ved at rasle med nøgler, og der er absolut nultolerance mod vold og fremmedhad.

Den bedste træner for WSC var uden tvivl Hans Pesser, som førte holdet op fra 2. division i 1953, byggede et ungt hold op, som han vandt mesterskabet med både i 1958 og 1959. De holder en rekordserie på 41 kampe uden nederlag, og angrebskvintetten Horak-Knoll-Hof-Hamerl-Skerlan har stadigvæk idolstatus, ikke bare blandt Sportclubs hardcorefans.

Den bedste kamp, jeg har set, må være 5-2-sejren over Rapid i 1967 foran 40.000 tilskuere i Wiener Stadion. Rapid førte tabellen, vi lå efter en dårlig sæsonstart i den nedre halvdel, Rapid kom foran allerede efter fire minutter, men derefter var det kun ét hold, der spillede, og det var ikke Rapid. Ved pausen førte vi 2-1, så scorede Hof to vidunderlige mål, og det blev 5-1, inden Rapid scorede igen. Men selvfølgelig – den næste kamp gik tabt igen …

I næste kamp møder vi Stegersbach i en kamp uden betydning, vi ligger nummer fire uden mulighed for oprykning. Der er lang vej tilbage. Selv hvis vi en dag skulle vinde Østligaen, skulle vi først i playoff-kampe med vinderne fra andre regionalligaer, inden vi kunne komme i 2. division. Og Bundesligaen er langt borte, men derfor kan man da håbe alligevel.

Johannes Gamillscheg er journalist, Nordeuropa-korrespondent for Berliner Zeitung og Frankfurter Rundschau.

_______________________________________________________________________