De 17 navneskilte på døren ind til Danske Spils overvågningslokale vidner om, at det er en mandeverden, vi træder ind i. »Mikkel, Chris, Benjamin« og så videre. Rundt omkring i overvågningslokalet står computerskærmene side om side og stablet oven på hinanden. Telefonerne ringer, og musetasterne klikker om kap, mens der kører fodboldkampe på tv-skærmene rundt omkring på væggene. Fra det minimalistisk indrettede lokale i Danske Spils hovedsæde i Brøndby bliver Europas sportsspillefugle overvåget, dag ud og dag ind. »Vi overvåger måske 3.000 sportskampe i alt om dagen. Med fokus på fodbold«, siger Chris Rasmussen, der er koordinator for Danske Spils overvågning og for det samlede europæiske spilovervågningssystem, ELMS.
LÆS OGSÅ DBU om matchfixing-sag: Fremlægger alt i 2013
Chris Rasmussen peger på den ene af sine computerskærme – hvor noget, der ligner et udvidet Excelark, toner frem – for at forklare, hvordan han arbejder.
»Tag den her italienske pokalkamp som et eksempel på en kamp, vi har kigget nærmere på i dag. Oddsene ændrede sig tidligere på dagen fra 4,00 til 3,20 på en udebanesejr. Det betyder, at der var en masse sportsbettere rundt omkring i Europa, som lige pludselig begyndte at spille penge på, at hjemmeholdet Bologna skal tabe«, siger han og uddyber:
»Jeg skrev derfor ud til vores italienske samarbejdspartnere for at høre, om de havde opfanget noget usædvanligt på kampen. Det viste sig, at Bologna har en masse skader. Den var altså fin nok«, siger Chris Rasmussen.
Rapporterer hver uge til Uefa
Men ikke alle kampe er lige fine i kanten. Omkring 70 gange om året skriver Chris Rasmussen en rapport til det europæiske fodboldforbund, Uefa, om kampe, der ser mistænkelige ud i forhold til oddsændringer eller usædvanligt høje indsatser.
Chris Rasmussen peger igen på computerskærmen – denne gang på statistikken fra en østeuropæisk fodboldkamp, som ikke må blive nævnt ved navn i avisen af hensyn til Danske Spils samarbejdspartnere.
Den kamp vender vi tilbage til.
Tysk sag satte overvågning i gang
Jens Nielsen, der er produktchef for oddset hos Danske Spil, var en af initiativtagerne til det europæiske spilovervågningssystem, der fulgte i kølvandet på den såkaldte Hoyzersag fra den tyske Bundesliga i 2006. En sag, som Danske Spils tyske kollegaer kom på sporet af.
Tysk forlig med svindler På vegne af nogle af de største spiludbydere i Europa gik Jens Nielsen dengang til Uefa for at fremlægge en plan for et fælles europæisk overvågningssystem, der skulle have hovedsæde i Danske Spils lokaler i Brøndby.



























