Den uvildige amerikanske advokat, der på det internationale fodboldforbund Fifas etiske komité foranledning fik til opgave at kortlægge anklager om korruption i forbindelse med Rusland og Qatars succesrige bud på VM-slutrunderne i 2018 og 2022, antyder, at Fifa forsøger at dække over en lang række kendsgerninger.
Michael Garcia, der tidligere har arbejdet for det amerikanske forbundspoliti FBI, meddeler i kølvandet på det 42 sider lange resume af den i alt 430 sider lange fulde rapport, at han sår tvivl om Fifas udlægning og konklusion på rapporten.




























