Når Chelsea, Arsenal, Manchester United, Liverpool og alle de øvrige faste bestanddele af Premier League går på titeljagt efter sommerferien, så skal de krydse klinger med et helt nyt element i den bedste engelske række.
I næste sæsons Premier League er der nemlig udsigt til debut i det fine selskab til den 116 år gamle klub AFC Bournemouth, der med 99,99 procent sikkerhed sikrede sig direkte oprykning via 3-0-sejren i aftes på hjemmebane over Bolton. Kun et vanvittigt stort nederlag i sidste spillerunde på udebane mod Charlton kan fravriste det mest scorende mandskab i The Championship en plads i den lukrative liga, som per sæson udbetaler mindst 900 millioner kroner i tv-penge til hver af de 20 klubber.




























