Konsulentfirmaet Hypercube skriver på sin hjemmeside, at en terning har tre dimensioner, men at tid er en fjerde dimension. Den tredimensionelle terning signalerer ’her og nu’, hvorimod den fjerde dimension beskriver, hvordan terningen vil ændre sig med tiden. »Alt ændrer sig med tiden«, som det fastslås.
Men om det også gælder for den danske Superliga, som hollænderne er sat til at hjælpe med at udvikle, er endnu ikke helt afgjort. Om halvanden måned kan det imidlertid godt vise sig, at ’alt’ er ændret, og at tiden har spillet en rolle. For her kan DBU’s bestyrelse vedtage, om der skal indføres en ny struktur for Danmarks bedste fodboldrække, der af og til kritiseres for bl.a. at have for få vigtige kampe.




























