Der findes de fodboldkampe, der giver anledning til græmmelse. Kampe, der kan få tilskueren til at gabe, kikke på uret, klø sig i øret og sortere lommeuldet. Til at tænke på, om det er den måde, en søndag eftermiddag skal tilbringes på - i mistrøstighedens smertefulde og tæerkrummende tjeneste. Sådan en fodboldkamp var mødet mellem Viborg og Esbjerg. En kamp fra før dengang tilværelsen fik fest og farver. Eller rettere: Sådan var hele første halvleg på Viborg stadion - og en stor del af anden. Det bedste hold Vinderprofilen, Viborgs træner Ove Christensen, valgte at sætte disse ord på fra sin udkigspost: »Vi har før spillet bedre og tabt«. Og taberansigtet, Esbjergs træner Ove Pedersen, konstruerede denne sætning: »Det er forkert at sige, at vi spillede godt, men vi var det bedste hold i anden halvleg«. Det er ikke hver dag, man hører et par trænere tolke dagens kamp ens, ja, det er faktisk sjældent. Men da Viborg gennem Thomas Frandsens afgørende scoring - han snuppede en nedfaldsbold fra Esbjergmålmanden Jan Hoffmanns halvkiksede udboksningsforsøg - lagde en afstand på 18 point til Esbjerg, blev der verbaliseret i takt foran de respektive døre til omklædningsrummene. Gensidig respekt Pedersen og Christensen sagde begge, at det havde været helt i orden med uafgjort. At det såmænd også havde været ganske retfærdigt, såfremt Esbjerg havde vundet - men at der på den anden side ikke kunne indvendes noget imod, at det var Viborg, der vandt. At det så i dette harmoniske øjeblik gjorde væsentligt mere ondt på Pedersen end Christensen at nå frem til den erkendelse, siger vist sig selv i larmende grad. Det var en taktisk kamp præget af gensidig respekt og manglende vovemod - men som alligevel, dog i meget korte passager, bød på enkelte spændingsmomenter. Gode afslutninger Som et par Steffen Højer-forsøg, der i første halvlegs svindende minutter kunne have givet hjemmeholdet en føring ved pausen - og som i en to minutters fase i kampens afsluttende kvarter bød på to gode Esbjergafslutninger. Først et bragende langskud fra den energiske Jakob Poulsen, men Viborgs målmand John Alvbåge leverede en fremragende jeg-har-fortjent-min-løn-redning. Og dernæst et eminent lob af Michael Murcy, men den netsøgende hoppende bold blev indhentet af Thomas Andie, der ved samme lejlighed testede sin venstre skinnebensknogle på målrammen. Begge dele holdt. Ikke noget at klappe af Og det var så det. Ikke noget at mindes, dårligt nok noget at skrive hjem om - men dog noget at klappe af, hvis man føler sig dus med Viborg. Og også noget at råbe hurra for, hvis man sad i omklædningsrummet og vidste, man havde knoklet, slidt og lidt for de tre point. »Vi spillede ikke som et tophold, men vi vandt som et. Ligesom da FC København scorede i sidste minut mod Horsens«, konstaterede Ove Christensen. Uden et smil. For selv om rejsen gennem fodboldens jammerdal var gået godt, så skulle han se en anelse bekymret ud på vegne af den manglende kvalitet - også selv om han inderst inde følte sejrens varme glæde.