Man kan nærmest sætte uret efter det. Hvert andet år, når det afrikanske mesterskab i fodbold skal afvikles i en kompakt slutrunde med 16 hold og 32 kampe på tre uger, bryder en stribe konflikter ud. Spillere er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet gider deltage. Klubberne brokker sig højlydt over, at skulle afgive spillere midt i den europæiske ligasæson. Stridigheder om penge.
2017-udgaven af Africa Cup of Nations, der indledes i aften i Gabon med værternes åbningskamp mod Guinea-Bissau (kl.17), hvis spillere indtil for fire dage siden var i lønstrejke, er ingen undtagelse. Og særligt Cameroun – det afrikanske land, der har klaret sig bedst ved et VM med en kvartfinale i 1990 og tillige har en olympisk titel – har påkaldt sig opmærksomhed. Spillerne har i den grad levet op til holdets kælenavn ’De utæmmelige løver’.




























