Teemu Pukki er med 16 træffere for Brøndby superligatopscorer, og Marcus Ingvartsen og Kamil Wilczek har nettet henholdsvis 14 gange for FC Nordsjælland og 13 for Brøndby. Men Lyngbys Jeppe Kjær kan prale med, at han er den angriber, som har lavet den største andel af sin klubs mål i den bedste fodboldrække. 10 gange har manden, der spiller sin allerførste sæson i Superligaen, scoret for oprykkerne, holdet med færrest scoringer (25 i de 26 kampe).
Jeppe Kjær har været en af de mest spændende angribere at følge, og man kan undre sig over, at han først nu er blevet superligaspiller. Han lavede mange mål for Roskilde og HB Køge i 2. og 1. division, men havde et målløst ophold i AGF, hvor han var med til at spille aarhusholdet op i Superligaen. Der ville den daværende træner Morten Wieghorst ikke bruge Kjær, og så fandt han lykken i Lyngby.




























