Når truppens geografiske bue er spændt fra Portland i den amerikanske stat Oregon til Barcelona i Spanien, siger det sig selv, at det i bogstaveligste forstand er en vigtig samling, det danske kvindelandshold i aften afslutter med en kamp mod Finland.
Testen er den næstsidste i forberedelserne til sommerens EM i Holland – og når den sidste først bliver afviklet under træningslejren op til slutrunden, er det logisk, at der er mange spørgsmål at søge svar på for såvel spillerne i truppen som landstræner Nils Nielsen.




























