Alexander Zorniger har sikret sig 10 billetter til pokalfinalen. Dem giver han til sin mor, andre af sine og kærestens familiemedlemmer samt et par venner på Danmarks-besøg, så de kan bakke ham op i forsøget på at vinde karrierens første store titel. Den er Brøndbys cheftræner kun 90 minutter – eller muligvis 120 og en straffesparkskonkurrence – fra at vinde med en sejr over FC København i pokalfinalen i Parken.
»Min far lever ikke mere. Han ville have været stolt, hvis han kunne have været til stede«, siger Alexander Zorniger. Stolt er den 49-årige tysker selv, og han fortæller gerne om sine tanker og følelser. Man oplever, på en solskinsdag i Brøndby, at Zorniger har åbnet sig og giver mere af sig selv, end det var tilfældet i den første tid, efter at han var ankommet på Vestegnen.




























