22. Frederik Rønnow, 10
Det normale førstevalg på målmandsposten, Kasper Schmeichel, er ude med en skade, men bedømt på kampen mod Tyskland er det ikke noget, de danske fodboldfans behøver at frygte. Hans reserve, Frederik Rønnow, var Danmarks bedste spiller. Generelt var han sikker med sine indgreb i feltet, ligesom han satte spillet fint i gang, men mest af alt brillerede han med en række pragtparader. Særligt imponerende var det, da Rønnow refleksreddede et hårdt tysk forsøg fra kort afstand på en helt åben chance efter et hjørnespark. Mon ikke Brøndby-målmanden nok skal finde sig en ny klub i løbet af sommeren.




























