Umiddelbart lyder det ret ligetil. To parter med samme erklærede mål sætter sig sammen ved et forhandlingsbord for at blive enige om de bedst mulige rammer for at gøre drømmene til virkelighed: at få de danske fodboldkvinder op blandt verdens fire bedste nationer.
Men det har været alt andet end ligetil, når Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen den seneste uge har diskuteret forholdene i en ny landsholdsaftale. Den seneste udløb med udgangen af august, og ved avisens deadline i går var de endnu ikke nået til enighed, selv om der for begge parter er voldsomt pres på for at gøre netop det.


























