Det kunne de altså ikke være bekendt. De ville jo slet ikke spille med. De ville bare ødelægge vores spil og forsvare sig med mange folk langt tilbage. De stod kun og ventede på os. Og så fandt de endda på at dække vores bedste spiller, der egentlig er for god til Superligaen, som mange har sagt det, tæt op. Vi fik slet ikke den plads at spille på, som vi har haft før i de fleste kampe i Superligaen. Og derfor kunne vi ikke lave mål og udnytte det spilovertag, vi havde.
Det er ikke ordrette citater fra henholdsvis Brøndby-lejren efter 0-0-kampen mod AaB i søndags og fra FC Nordsjælland-truppen oven på 1-2-mødet mandag aften, da topholdet mod AGF led sæsonens første nederlag på kunstgræsset i Farum. Indledningen er en udlægning af de udtalelser, vi kunne høre og læse fra favoritterne, der satte point til og skuffede fansene på hjemmebane.




























