FC København er, som det ser ud nu, midt i den første sæson siden 1999/00, hvor slutplaceringen bliver uden for medaljerækken. Det hjælper næppe noget, at FCK’erne var begyndt at se mere stabile og solide ud end i efteråret – indtil i aftes. Brøndby og FC Midtjylland er guldfavoritter, FC Nordsjælland ligner på en prik holdet, der får bronze.
De er for langt foran FCK. Det kan godt være, at FCK’erne styrker sig selv ved at pege på, at de i top-6-slutspillet skal møde de foranliggende to gange. Men de foregående indbyrdes opgør fortæller en historie, FCK ikke bryder sig om. Ståle Solbakkens hold vandt én af seks kampe, 4-3 over FCM. Og tabte de andre fem. Brøndby fik 15 point, FCN 10 og FCM 7 i opgørene mellem de hold, der er i top-4 nu.




























