Holstein Kiel er med hastige skridt på vej mod fordums storhed. Fodboldklubben fra Tysklands nordligste delstat er som nr. 3 i 2. Bundesliga sikker på at få to playoff-kampe mod Hamburger SV eller VfL Wolfsburg, og i tilfælde af samlet sejr giver det klubben kanalbyen adgang til Bundesligaen for første gang nogensinde.
Holstein Kiel
Fuldt navn: Kieler Sportvereinigung Holstein von 1900 e.V.
Kælenavn: De Störche (storkene).
Grundlagt 7. oktober 1900.
Stadion: Holstein Stadion med plads til 10.200 tilskuere.
Træner: Markus Anfang.
Meritter:
Tysk mester 1912.
Tysk vicemester 1910 og 1930.
Dermed vil kielerne have taget turen fra 3. Bundesliga til den bedste række på to år, men så stopper festen også. For Holstein Kiel har et problem med den intime hjemmebane Holstein-Stadion med en kapacitet på 10.200 tilskuere.
Problemet er ganske enkelt, at stadion ikke er stort nok til Bundesligaen, og at Holstein Kiel derfor skal spille sine hjemmekampe et andet sted i tilfælde af oprykning.
Deutsche Fussball Liga, DFL, kræver en kapacitet på 15.000 tilskuere, hvoraf de 8.000 skal være siddende, til kampe i Bundesligaen medmindre en klub får dispensation til at spille på et mindre stadion.
Holstein Kiel havde håbet at blive undtaget fra reglen om de 15.000 tilskuerpladser, men DFL har sagt nej til dispensationsansøgningen fra den nordtyske klub.
Efter et årti på kanten ser Bundesligaens dinosaur ud til at knække nakkenDet er dog en afgørelse, Holstein Kiel har tænkt sig at anke til de relevante myndigheder i det tyske ligasystem.
»Vi håber stadig i tilfælde af oprykning at kunne spille vores hjemmekampe i Kiel. 34 udekampe ville efter en sensationel oprykning være uretfærdigt«, siger Kiels forretningsfører Wolfgang Schwenke til Der Spiegel.
Kan komme i Bundesligaen for første gang
Det paradoksale ved afgørelsen fra DFL er, at Kiel ikke ville have problemer med at afvikle hjemmekampe på Holstein-Stadion, hvis klubben sensationelt skulle kvalificere sig til Champions League.
I den turnering kræver Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, en kapacitet på minimum 8.000 siddepladser.
Bundesligaen er en af verdens største ligaer hvad angår tilskuergennemsnittet. Inden 34. og sidste spillerunde har 44.190 set hver eneste af kampene i den bedste tyske række.
1. FC Köln, der rykker ud af ligaen, har i denne sæson haft et tilskuergennemsnit på 48.646 til hjemmekampene.
Nu er det jo langt fra sikkert, at Holstein Kiel rykker op, men det vil i givet fald være første gang nogensinde, klubben så skal spille i Bundesligaen.
I årene omkring Den 1. verdenskrig var kielerklubben dog lidt af en magtfaktor i tysk fodbold og vandt mesterskabet i 1912 og blev nr. 2 i 1910 og 1930.
I perioden 1913-1915 spillede den navnkundige danske landsholdsspiller Sophus 'Krølben' Nielsen som amatør i Kiel.
fortsæt med at læse




























