For enden af en lang række saglige ord ventede en lille pause og et underfundigt smil. Klædt i sit røde landsholdstøj stod Simon Kjær der, lige efter at have spillet 0-0 i VM-testkampen mod Sverige i Stockholm, og analyserede sig gennem lidt af hvert, da hjernen åbenbart bryggede en tanke sammen, der fik anføreren til at le. Så lukkede han indfaldet ud i den lune svenske sommeraften:
»Og så håber vi vel alle sammen på, at Christian snart får en lille«.




























