Lune danske sommeraftener kan have en særlig magi over sig, som vel kun kan opstå i et land, hvor folket lever en god del af året i tusmørke eller det, der er værre. Det er kontrasternes magt. Og sådan en kvæld var det, da lørdag lige så langsomt gled mod søndag.
På en fodboldbane i Brøndby bidrog en flok begavede unge mænd i røde trøjer og hvide shorts med lidt ekstra eufori, da de pustede gløderne under VM-feberen til ild med en sejr på 2-0 over Mexico i sidste testkamp. De styrkede håbet om, at skærsommernatsdrømmen om en flot dansk slutrunde i Rusland materialiserer sig ind i virkeligheden. De skabte forventning om flere magiske aftener.




























