Den danske landsholdsspiller Pernille Harder er kåret til årets kvindelige fodboldspiller i Europa. En pris, der uddeles af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Torsdag blev det offentliggjort, at den danske profil modtager den fornemme hæder, mens hun var i aktion for landsholdet i den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Kroatien.
Harder vandt prisen foran nordmanden Ada Hegerberg og franskmanden Amandine Henry.
»Jeg er ekstremt stolt og beæret over at modtage den her pris. Jeg har drømt om at spille på det her niveau, siden jeg var et lille barn«.
»Jeg vil gerne takke min familie for støtten og også mine holdkammerater, trænere og staben fra landsholdet«, siger hun til Uefas hjemmeside.
Hos mændene tilfaldt hæderen Real Madrids kroatiske VM-sølvvinder Luka Modric.
Kroaten var oppe mod den tidligere Real Madrid- og nu Juventus-stjerne Cristiano Ronaldo og Liverpools Mohamed Salah.
For halvanden måned siden blev Luka Modric kåret som den bedste spiller ved VM i Rusland.
ritzau




























