London er fodboldens mekka. Ingen andre byer i verden har så mange divisionsklubber som den engelske hovedstad, og det mangfoldige naboskab har naturligvis set en stor mængde hidsige naboopgør i tidens løb.
De kampe om byens trone er nu rykket uden for banen, og der tages livtag med stadionfaciliteter for at imødekomme et moderne og globalt publikum.
»Det er ganske enkelt en nødvendighed med tidssvarende stadioner«, siger Fulhams danske direktør Casper Stylsvig.
Fulham er en af flere klubber i hovedstadsområdet, der er i gang med byggeplaner. Næste år kan den fejre 140-års jubilæum som Londons ældste professionelle klub og et større tribunebyggeri ned mod Themsens bred.
»Vi har en unik historie og en geografisk placering ved floden, som vi skal udnytte bedst muligt for at forbedre vores muligheder for indtjening, men også sørge for, at klubben som helhed følger med tiden«, siger Casper Stylsvig.
Det begyndte med Emirates
Rundt omkring i London sagde Arsenal efter 2005/06-sæsonen farvel til legendariske Highbury og rykkede ind på Emirates. Et boligskifte, der så økonomien på kampdage gå fra at være et årligt minus på 14 millioner pund til et overskud på 100 millioner pund.
Arsenal blev tilmed den første klub til at tjene flere penge på salg af VIP-loge aftale end det almindelige billetsalg. De store udgifter til stadionbyggeriet hæmmede i de efterfølgende år klubbens aktiviteter på transfermarkedet, men det er uden tvivl en langsigtet investering, som Arsenal vinder og allerede har vundet på rent økonomisk.
Chelsea er flere gange grundstødt på modstand fra lokalområdet mod planer om at udbygge Stamford Bridge fra 41.000 til 60.000, men arbejder videre mod endnu en ombygning af det 141 år gamle stadion i en tætbebygget del af London efter flere lappeløsninger på klubbens hjemmebane.
West Ham sagde i 2016 farvel til stemning og atmosfære på det gamle Bolyeon Ground fra 1904 med plads til 35.000 og rykkedede ind på Londons Olympiske Stadion med plads til 60.000. West Ham er efterfølgende rykket ind i top-20 på Deloittes pengeliste over klodens rigeste klubber.
Længere ned i underskoven af London-klubber har danskerklubben Brentford forventet åbning af et nyt stadion i 2020 med plads til knap 18.000 tilskuere i modsætning til det over 100 år gamle Griffin Parks 12.000 pladser. Det nye stadion skal formentlig deles med rugby-klubben London Irish, men vil være klubbens næste naturlige skridt frem mod realiseringen af ambitionerne om oprykning til Premier League. Brentford planlagde oprindeligt et større og mere komplekst stadion, men realismen vandt, forklarer klubejer Matt Benham i en presseudtalelse.
»De oprindelige planer involverede en stor risiko for forsinkelser og ekstraudgifter, der skal måles i tocifrede antal millioner pund. Derfor besluttede vi at bygge et stadion, der var realistisk at nå inden for tidsrammen og budgettet«.
Naboerne Queens Park Rangers leder også med lys og lygte, men byggegrunde af den størrelsesorden i nabolaget er få og kostbare i White City. Tankerne om et nyt stadion er dog ikke bare et modelune, der griber om sig, fordi naboen gør det. Det er en nødvendighed.
Nye stadioner er nye våben
Det handler ikke kun om ejerskabet til håneretten, når man møder ind på jobbet mandag morgen, men også om fortsat at være en del af Premier Leagues absolutte epicenter. For fodboldmagtens centrum er igen rykket fra London tilbage til Manchester. Nye stadioner, som Tottenhams kommende Tottenham Hotspur Stadium med plads til 60.000 tilskuere, er vigtige våben for de kommercielle fodtusser, når der skal landes større og mere konkurrencedygtige sponsoraftaler, og indtægten fra kampdage skal sparkes i vejret. Og her er Manchester United og bysbørnene City et hestehoved foran med større stadioner og kommercielle aftaler, men da først Arsenal i Arsene Wengers tid og siden Chelsea med Jose Mourinho i spidsen hentede mesterskabet til hovedstaden, så er det stadig naturligt for Londons klubber at orientere sig mod den engelske titel. Det kan vel ikke være anderledes, når de første spadestik til ligaen blev taget ved Themsens bred.
Premier League har 25 år på bagen som afløser for den gamle 1. division efter et møde hos Thames Weekend Television, hvor repræsentanter fra Arsenal, Liverpool, Manchester United, Everton og Tottenham blev enige om, at noget måtte gøres. Den engelske offentlighed var trætte af fodbold og den hooliganisme, der skød frem fra 60’erne, og i 80’erne så en lang optøjer fra Nord til Syd. Tilsat stadionkatastrofer som dødsbranden på det gamle træstadion The Valley Parade i Bradford, den frygtelige dag på Hillsborough i Sheffield og Thatcher-regeringens kompromisløse håndtering af de indebrændte, hvide, arbejdsløse unge mænd på tribunerne, ja, så var fodbolden langt fra den stjernestatus, vi ser i dag.
Det ændrede Paul Gascoignes tårer i Torino på. England nåede semifinalerne ved VM i 1990, og et hjerteknusende straffesparksnederlag til rivalerne Vesttyskland og ’Gazzas’ tårer, efter kampens dommer stak ham et gult kort, der ville holde ham ud af en finale, det fik fodboldglæden til at spire frem.
Det førte til mødet i efteråret 1990, hvor tv-stationen og repræsentanterne fra ’The Big Five’ blev enige om at rebrande og give den engelske topfodbold nyt liv. Tottenhams ejer Alan Sugar havde imidlertid sin egen dagsorden – ikke mindst salget af tv-paraboler – og fik den konkurrerende tv-station Sky på banen med et bud på tv-rettighederne, der ’blæste de andre ud af søen’, som han med sine efterhånden så berømte ord har forklaret det.
Bold er ikke bare bold
Rettigheder og andet juristeri blev lagt over i et selvstændigt selskab, der ikke har noget med de tre lavere rangerende divisioner at gøre i et forsøg på at genoplive interessen for den bedste engelske række. Spol frem til i dag med salg af tv-rettigheder, der trækker global interesse og kaster en milliard kroner af sig pr. sæson til hver klub, så er de 25 års historie deres vægt værd i guld.
Den kommercielle kamp måles ikke længere kun på tv-indtægterne, men også hjemmebanens mulighed for at kaste yderligere millioner af sig. For Fulham handler stadionombygningen ikke kun at få plads til yderligere knap 5.000 siddepladser. Det handler om at få mere ud af stadion hver dag.
»Ret beset bruges stadion kun 25 dage om året til hjemmekampe. Vi bygger ud med restauranter, kontorer og konferencefaciliteter, der gør, at vi kan bruge stadion til andet end fodbold. Vi skal udnytte den særlige placering og status, et fodboldstadion har, til at få mere ud af det til hverdag, når der ikke er kampe. Tiden står jo ikke stille, bare fordi der ikke er bold«, siger Casper Stylsvig.
