På Plaza Mayor i det centrale Madrid står europæisk klubfodbolds mest eftertragtede trofæ. Den til lejligheden opsatte kunststofbane på den over 450 år gamle plads danner en af rammerne omkring opvarmningen til lørdagens Champions League-finale mellem Tottenham og Liverpool – de to engelske klubber, der er på rov i Madrid, som i form af Real Madrids succes i de senere år med fire titler og bysbørnene Atléticos to finalepladser har siddet tungt på turneringen.
Uden for den velbevogtede interimistiske og ca. 25 x 50 meter store fodboldbane troner statuen af kong Felipe III. Han var manden, der grundlagde pladsen og var det spanske imperiums leder, da iberernes herredømme var på det maksimale. Siden gik det tilbage for både Felipe III og Spanien, ligesom det i den grad er gået tilbage for de spanske klubber i de europæiske turneringer i denne sæson. Lige nu er flere klubber i La Liga sågar indblandet i en matchfixingskandale.




























