Det har været en unik start på superligasæsonen. Efter syv runder har FC København lutter sejre som den første klub i ligaens godt 28-årige historie, og det er egentlig lidt utroligt.
De forsvarende mestre har haltet en del, bøvlet med skader, solgt profiler som Robert Skov og Denis Vavro, mens de har hentet otte nye spillere. Alligevel har de i sidste ende vundet hver gang – selv om de for eksempel var bagud med 2-0 i første runde mod OB og kun besejrede Randers takket være et selvmål i overtiden.




























