FCK lignede i en halvleg et hold, der ville blive sendt ud af Europa League med et brag, men kunne alligevel have vundet 2-1.

FCK tæt på at stjæle sejr efter VAR-hjælp

  FCK's anfører Carlos Zeca i aktion mod Celtic..   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
FCK's anfører Carlos Zeca i aktion mod Celtic.. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Regnen daler ikke ned fra skyerne over Parken. Alligevel er de 3.500 Celtic-fans nede bag det ene mål våde. Det skyldes det Carlsberg-øl, der for få sekunder siden stadig var i deres plastikkrus.​​

Nu suser de gyldne dråber rundt i en hvirvelvind sammen med knyttede skotske næver og grønne flag.

På den modsatte endetribune er FC Københavns mest hardcore fans stille for første gang i et kvarter.

Lige foran dem omringer de gule- og grønblusede Celtic-spillere holdkammerat Odsonne Edouard.

Han har netop med sit venstre ben lobbet bolden henover målmand Karl-Johan Johnsson.

1-0 til Celtic. Det skræmmende for FCK er, at Edouard burde have scoret et hattrick allerede nu, hvis det ikke havde været for samme Johnsson i målet.

To gange er Glasgow-klubbens største salgsobjekt løbet fra det københavnske midterforsvar efter en dyb stikning.

Her spiller Ragnar Sigurdsson sin første betydningsfulde kamp siden 9. november, da han stadig var på kontrakt hos russiske Rostov. Ved siden af ham gør Victor Nelsson forårsdebut, efter han havde karantæne mod Esbjerg i sidste uge.

To vidt forskellige halvlege

Dagen inden opgøret sagde manager Ståle Solbakken, at han kun havde 4-5 sikre mand i sin startopstilling. Ligesom han mente, at det antal var noget højere for Celtics Neil Lennon.

I de første 45 minutter bliver det udstillet, at FC København i øjeblikket har for få spillere, Solbakken ved, hvor han har. FCK spiller langsomt, uden kreativitet og løber ofte efter skotterne.

I de værste perioder ligner det et europæisk hold fra Skotland mod et dansk mesterhold, der målt på spillets kvalitet er kommet en fase for langt i Europas næstfineste klubturnering.

Ved pausefløjtet jubler Celtic-fansene. Nogle af FCK-fansene buher.

De fremragende Celtic-fans tilslutter sig resten af tilskuerne i Parken og hopper med på det tunge techno-nummer ’Tsunami’, som FCK ynder at spille lige anden begyndelsen på anden halvleg.

Syv minutter senere stopper de skotske festsange for en stund.

FC København har efter Viktor Fischers skade ikke en overflod af spillere fra toppen af hierarkiet, der kan tage et stort ansvar og på egen hånd ændre en kamp til FCK’s fordel.

Men så leverer de to måske eneste tilbageværende bud mod Celtic. Rasmus Falk dribler ind foran en lille håndfuld modstandere omkring straffesparksfeltet, hvilket fører til, at det skotske midterforsvar efterlader Dame N’Doye helt fri.

Den 34-årige klublegende ser ofte ud til at kæmpe med fysikken. Men foran mål svigter han ikke. Bolden rammer stolpen og går i mål.

Dame N’Doye laver et selvtilfreds, skævt smil og placerer begge hænder bag sine ører. Nu er det københavnerne, som smider øl op i luften. 1-1.

Første VAR-straffe i Danmark

Det giver ikke mening målt på spil eller chancer. Men det spirer et håb om, at FCK kan sikre et bedre udgangspunkt inden mødet med Celtic Park torsdag i næste uge. En af Europas sværeste udebaner at erobre.

Kampens sidste halve time er klart FC Københavns bedste. Det danske mesterhold begynder bemærkelsesværdigt nok at ligne sit vante europæiske jeg. Hjemmeholdet har bolden mest, og så kommer det, der ligner det forløsende øjeblik. Af et par omgange, som det nu er med VAR.

Efter Jens Stages hovedstød ryger bolden ned på Ryan Christies arm. Hele Parken appellerer for straffespark. Den russiske dommer tager sig til sin øresnegl og danner en firkant med sine pegefingre. Beskeden om VAR-tjek af et potentielt straffespark ryger op på de to storskærme. Ståle Solbakken knytter armen og jubler, da han på tv-skærmen kan se situation. Dommeren peger på pletten, men sekunder senere brænder Jens Stage. Og så flyder de 3.500 Celtic-fans atter sammen i en masse af øl og jubelbrøl som to timer tidligere. De er stadig favoritter til at gå videre.

Søren Lissner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her