Mens det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fortsat prøver på at løse den gordiske knude omkring færdigafviklingen af klubturneringerne Champions League og Europa League, der onsdag er blevet suspenderet på ubestemt tid og ifølge tyske ZDF måske først bliver afsluttet til august, er der truffet langsigtede beslutninger, der får konsekvenser for flere danske landshold – og for træneren øverst i DBU-hierarkiet, Åge Hareide.
Uefa har på onsdagens videokonference med deltagelse af spidserne fra de 55 medlemslande således vedtaget, at kvindernes EM 2021 i England samt U21-EM for mænd rykkes til 2022, for at give bedre plads til EM for mandlige A-landshold og til OL-turneringen 2021.
Dagens beslutninger betyder også, at A-landsholdets planlagte venskabskampe i juni mod Norge og Sverige er aflyst, mens kvindelandsholdets EM-kvalifikationskampe mod Israel og Italien i samme måned er udsat.
Dermed er norske Åge Hareide også helt færdig færdig som dansk A-landsholdstræner, da hans kontrakt som chef for det mandlige landshold står til udløb ultimo juli, hvor det allerede til 2021 rykkede EM skulle have været afviklet.
»Jeg kunne lidt se, hvor det bar henad, og det er selvfølgelig ærgerligt ikke at kunne sige farvel med en landskamp på dansk jord foran vores fantastiske fans. Situationen lige nu er helt speciel og meget alvorlig, og i det store billede er jeg ikke vigtig. Der er mennesker, som mister deres arbejde og mister deres kære, og mennesker, som dør. Det er det, jeg tænker på, frem for alt andet«, siger Hareide til DBU’s hjemmeside.
»Det har været en helt fantastisk tid, og jeg vil gerne sende et kæmpestort tak til spillerne, staben og alle jer fans, der har været der for mig og for os hele vejen igennem. Jeg glemmer aldrig de specielle øjeblikke, jeg har oplevet som landstræner«, fortsætter Åge Hareide, der vandt 21 af sine 42 landskampe, spillede uafgjort 18 gange og blot tabte 3 tre gange - og førte landsholdet til VM 2018 og næste års EM, hvor Kasper Hjulmand er træner.
Folkesundhed er altid vigtigere end fodbold
Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør Jakob Jensen deltog i Uefa-mødet, der reelt også beseglede Åge Hareides skæbne.
Han kalder aflysningerne, udsættelserne og omstruktureringen for ansvarlige og nødvendige i en ekstraordinær krise i det danske samfund og i det meste af Europa.
»DBU har fra start bakket op om de danske myndigheders beslutninger og anbefalinger og vi bakker også op om Uefa’s beslutninger, der er både ansvarlige og fornuftige. Folkesundhed er altid vigtigere end fodbold, og vi skal ikke risikere, at fodbold bærer smitte videre rundt i samfundet. Det er naturligvis ærgerligt, at vores landshold ikke skal spille foran vores mange danske fans i juni, men det er en nødvendig beslutning«, siger Jakob Jensen til DBU’s hjemmeside.
Mens Åge Hareide takker af som landstræner, er træneren for kvindelandsholdet, Lars Søndergaard, lunken overfor udsættelsen af kvinde-EM til 2022.
»Personligt havde jeg foretrukket, at vores EM bare blev flyttet en håndfuld dage og derved stadig blev spillet i sommeren 2021. Det er virkeligt ærgerligt og en smule frustrerende, at vi heller ikke kommer i kamp i juni, men det kommer ikke bag på mig. Jeg respekterer Uefa’s beslutning, for lige nu er der langt vigtigere ting på spil end fodbold, både i Danmark, i Europa og i store dele af verden. Nu har vi forhåbentlig en masse kampe at glæde os til i efteråret, hvor vi kan fortsætte jagten på den EM-billet. Nu skal vi jo lige kvalificere os, for hvis vi ikke er med, er det jo ligegyldigt, hvornår EM bliver spillet«, siger Lars Søndergaard.
fortsæt med at læse




























