Meldingen om, at Æresdivisionen måtte aflyses, var knap nok tikket ind på det hollandske fodboldforbunds twitterkonto for en uge siden, før en bølge af forargelse, vrede og foragt skyllede ind over beslutningstagerne.
Ikke så meget på grund af aflysningen i sig selv. Hollands liberale ministerpræsident, Mark Rutte, havde trods alt ikke efterladt forbundet, KNVB, med andre valg, da han på forhånd havde serveret et ufravigeligt diktat for landets klubber og håbefulde tilhængere: Coronakrisen betyder, at der ikke må spilles professionel fodbold i Holland før tidligst 1. september – hverken med eller uden tilskuere.




























