Hemmelige møder har givet Fifa-boss Infantino en straffesag på halsen.

Manden, der skulle undersøge mulig korruption i Fifa, er ligeledes havnet i fedtefadet

  Gianni Infantino har været Fifa-chef siden 2016, da han blev valgt som den for korruption dømte og udelukkede Sepp Blatters afløser.  Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix
Gianni Infantino har været Fifa-chef siden 2016, da han blev valgt som den for korruption dømte og udelukkede Sepp Blatters afløser. Foto: Yves Herman/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, er blevet trængt i defensiven af en ny stærk mand fra den schweiziske anklagemyndighed, der torsdag har meddelt, at der er åbnet en straffesag mod fodboldbossen.

Straffesagen tager udgangspunkt i nogle hemmelige møder, som Infantino i 2016 og 2017 holdt med statsanklageren Michael Lauber, da denne havde til opgave at undersøge mulig korruption i Fifa i forbindelse med tildelingen af de kontroversielle VM-turneringer i 2018 og 2022 til henholdsvis Rusland og Qatar.

Fifa-præsidents privat-chartrede fly og løgnen om et topmøde kaster ham ud i turbulens

Møderne blev aldrig ført til protokols, som reglerne ellers foreskriver. Kun takket været dokumenter fra Football Leaks har blandt andre schweiziske Tamedia og Politiken kunnet afsløre, at der har været et mystisk arrangement mellem Infantino og Lauber.

Michael Lauber, der er faldet i unåde i det schweiziske retsvæsen og desuden er tvunget ned i løn som første konsekvenser af møderne med Gianni Infantino, kan også se frem til en straffesag. Hvis ikke det lykkedes den særlige anklager Stefan Keller at få ophævet den immunitet, som Lauber har i kraft af sit embede, kan det dog først ske i løbet af 2021, skriver Spiegel.

Anklagerne lyder blandt andet på embedsmisbrug, brud på tavshedspligten og medvirken til begunstigelse.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her