Finalen i tal
PSG-Bayern x-x
Final8-stævnet i Champions League i Lissabon gav en række spektakulære kvart- og semifinaler.
Det faktum, at opgørene før finalen blev afgjort over en kamp i stedet for de sædvanlige to, har været stærkt medvirkende til, at underholdningsværdien har været helt i top.
Underholdningsværdien var også høj i finalekampen. Eneste minus var, at vi skulle vente næsten en time på at der blev scoret i 1-0-opgøret, som Bayern München trak sig sejrrigt ud af. Via den tidligere PSG-spiller Kingsley Comans hovedstødsmål overtager de tyske mestre nu Champions League-tronen fra Liverpool.
11 sejre i 11 kampe og 43 mål i Champions League i denne sæson understreger den tyske klasse.
Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Ceferin, havde op til kampen luftet sin glæde over et turneringsformat, hvor man mødes over én kamp og kalder det »et meget mere spændende format, end det vi har brugt hidtil«.
»Kampene har ikke været så taktiske. Når der spilles over én kamp, så er holdene tvunget til at gå efter at score så hurtigt som muligt, hvis modstanderen scorer«, sagde Ceferin ifølge Reuters om det kompakte turneringsformat, coronapandemien tvang Uefa til at bruge.
Et format, som Uefa nu måske endda vil overveje, at bruge i fremtiden.
Men – og der er et stort men – der er noget, der vejer tungere end underholdning. Det er penge. For stjerner som Neymar og Kylian Mbappe fra Paris SG og Thomas Müller og Robert Lewandowski fra Bayern München skal jo have deres hyre. Og det er primært tv-stationerne, der betaler gildet, og der kan af kontraktmæssige årsager først ændres i turneringsformatet fra 2025. Hvis der skal spilles et mindre antal kampe, vil værdien af hele pakken også blive mindre.
»Vi skal også tænke på, at der er færre kampe til rettighedshaverne, og de kan sige til os, at der ikke er så mange kampe som førhen. Så vi må diskutere det hele, når den her vanvittige situation (coronapandemien, red.) er overstået«, lød det fra Aleksander Ceferin.
Et hav af afbrændere
På Estadio da Luz, hvor Uefa-folk, pressen samt ledere og officials fra de to finalehold udgjorde tilskuerandelen, blev klubfodboldens største kamp efter ti nervøse åbningsminutter en åben slagudveksling mellem to fremadrettede mandskaber, der hellere ville angribe end forsvare.
Bayern München kom en tand hurtigere i gang end franskmændene. Robert Lewandowski havde 1. halvlegs bedste mulighed, da han i 22. minut ramte stolpen på en af sine klassiske flade afslutninger inde i straffesparksfeltet, mens Neymar, Mbappe og Angel Dí Maria fik noteret afbrændere i den tyske PSG-træner Thomas Tuchels bog.
Neymar og Mbappe var ikke hyren værd. Det var nærmest ufatteligt, at spillere af den kaliber formåede at misbruge så mange chancer.
Da finalens eneste scoring kom i 59. minut, var det da heller ikke fra den mest åbenlyse aktør.
Det var nemlig den i Paris fødte tidligere Paris SG-spiller Kingsley Coman, der umarkeret ved bagerste stolpe kunne heade den drevne Joshua Kimmichs skarpe indlæg i mål. Kingsley Coman, der som 16-årig blev PSG’s yngste spiller nogen sinde, forlod PSG som 18-årig efter bare 4 kampe, da han mente, at klubbens strategi om at satse på dyre spillerindkøb i stedet for at give unge talenter chancen, ville skade hans udvikling.
De franske mestre kastede derefter alt ind i jagten på en forløsende udligning, men et struktureret pres udeblev. Manuel Neuer i Bayern-målet var en autoritet for tyskerne, der i Thiago Alcántara havde en blændende styrmand på midtbanen, hvorfra han dikterede de rødblusede.
Bayern forsvarede sig smukt i slutfasen ved at angribe og frustrerede derved pariserne, der efterhånden fik mere og mere opgivende ansigtsudtryk. De kom til muligheder, men da det var allermest nødvendigt, kunne de franske milliardinvesteringer ikke stå distancen mod en rigtig europæisk gigant.
Det er 6. gang, Bayern München vinder europæisk fodbolds kongeklasse - 1974, 1975, 1976, 2001, 2013 og 2020.
Det er der også format over.
fortsæt med at læse




























