Politiken giver dig overblik over samtlige kampe i den aktuelle runde.

Superligaens 8. runde: Sprudlende sønderjyder udspiller Horsens og genindtager førstepladsen

Victor Mpindi Ekani (tv.) jubler efter at have bragt Sønderjyske foran 1-0.   Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Victor Mpindi Ekani (tv.) jubler efter at have bragt Sønderjyske foran 1-0. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

AC Horsens - Sønderjyske 0-3

0-1 Victor Ekani (21), 0-2 Alexander Bah (68), 0-3 Haji Wright (78)

Sønderjyske slog søndag AC Horsens 3-0 på en kold aften på CASA Arena i Horsens i Superligaens ottende spillerunde.

Med sejren kan Sønderjyske glæde sig over at ligge nummer et i Superligaen med ét point ned til nærmeste forfølger, de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Horsens derimod ligger sidst med bare to point på kontoen. Holdet kan dog trøste sig med en fin indsats i især første halvleg, hvor man i lange perioder var det bedst spillende hold.

Målene blev sat ind af topscorer Haji Wright, formstærke Alexander Bah og midtbanespilleren Victor Ekani, der var nyt navn i startopstillingen.

Det var ikke til at se i kampens begyndelse, at Horsens er bundhold, mens Sønderjyske ligger til i toppen. Det gulklædte mandskab viste nemlig god energi og stor fysisk tilstedeværelse.

På trods af det spillemæssige overtag til hjemmeholdet lykkedes det alligevel Sønderjyske at få prikket bolden i mål. I det 21. minut fik Victor Ekani bolden på en kontra og skød på flot vis kuglen i mål lidt uden for feltet.

Herefter faldt niveauet og intensiteten, og derfor kunne Sønderjyske gå til pause med en ufortjent føring.

Efter pausen bar kampen stadig præg af at være meget fysisk betonet. Begge hold gav alt i hver eneste duel.

I det 68. minut fordoblede Alexander Bah Sønderjyskes føring med en flad afslutning uden for feltet, og herefter lignede Horsens et hold, der havde svært ved at få spillet til at fungere.

Til sidst satte angriberen Haji Wright dødsstødet ind, da han scorede sit sjette sæsonmål og gjorde det til 3-0.


FC Midtjylland - FC København 4-0

1-0 Sory Kaba (36), 2-0 Evander Ferreira (41), 3-0 Pione Sisto (48), 4-0 Pione Sisto (68)

Den nye FC København-træner, Jess Thorup, fik en forfærdelig superligadebut, da det søndag blev til et 0-4-nederlag mod hans tidligere klub FC Midtjylland.

FCM, hvor Thorup var fra 2015 til 2018, viste sig for stærke for FCK, og midtjyderne fik med sejren tiltrængt oprejsning efter tirsdagens Champions League-nederlag til hollandske Ajax.

Thorups FCK fik ellers en godkendt start på opgøret, men med to hurtige scoringer til FCM efter en halv time ændrede kampen karakter.

FCM satte sig herefter på det meste, og med en tidlig scoring i anden halvleg af landsholdsaktuelle Pione Sisto var der aldrig tvivl om udfaldet.

Storsejren sender FCM til tops med 16 point inden Sønderjyskes kamp i Horsens senere søndag, mens FCK må tage til takke med ti point og en skuffende ottendeplads.

Det var to ellers udskældte FCM-spillere, som var første halvlegs mest iøjnefaldende spillere.

Guineanske Sory Kaba og brasilianske Evander sørgede nemlig sammen for at bringe midtjyderne på både 1-0 og 2-0 på bare fem minutter.

Først var det Kaba i det 36. minut, som sparkede en ripost fra et Evander-forsøg i et tomt FCK-mål.

Og bare fem minutter senere byttede de to så roller, da Evander puttede kuglen i kassen efter flot forarbejde fra Kaba.

Lige efter pausen ville to af deres offensive holdkammerater også være med i FCM-showet.

Det skete, da kantspilleren Anders Dreyer brød igennem i højre side og fandt Pione Sisto, som fra kanten af feltet bragte FCM på 3-0 med en følt inderside.

Og det blev værre endnu for FCK, da Viktor Fischer to minutter senere modtog sit andet gule kort og blev udvist.

Efter 67 minutter lukkede og slukkede Sisto med sit andet mål og konsoliderede midtjydernes niende hjemmebanesejr i træk over FCK.


Brøndby - OB 3-1

1-0 Blas Riveros (20), 2-0 Andrija Pavlovic (47), 3-0 Jesper Lindstrøm, 3-1 Max Fenger

Brøndby stoppede søndag en forfærdelig stime på tre superliganederlag i træk, da OB blev sendt hjem fra Vestegnen med et 3-1-nederlag.

Spillemæssigt var det ikke nogen fantastisk kamp for nogen af mandskaberne, hvor der generelt var mange boldtab og dårlige beslutninger, hvilket medførte en kamp med mange dueller midt på banen.

Brøndby viste dog klassen i tre situationer, og det tillod værterne at kontrollere kampen hjem fra 3-0-scoringen i det 55. minut, da OB havde for lav kvalitet i sin boldomgang til at kunne true Brøndbys føring.

Med sejren hopper Brøndby hvert fald for en stund op på andenpladsen i Superligaen, mens OB fortsat kæmper i bunden af rækken som niendeplads. Brøndby kan senere søndag blive overhalet af FC Midtjylland.

OB kom udmærket fra start og forsøgte med direkte spil at slå til, når Brøndby var ude af balance. Gæsterne fik tidligt en stor dobbeltchance ved anfører Jeppe Tverskov, men han misbrugte, og så begyndte et langsomt spillende Brøndby-hold at komme bedre med.

Tempoet steg efterhånden hos værterne, ligesom kvaliteten gjorde det. Brøndby udnyttede sin gode periode efter 20 minutter, da superligadebutanten Blas Riveros sneg sig med frem fra sin venstre back og fik serveret en bold i feltet - han trykkede af, og via en OB-forsvarer nettede han til 1-0.

OB overtog frem mod pausen mere af spillet med bolden, men alt for mange gange smed fynboerne kuglen væk, så overtaget ikke blev farligt.

I anden halvleg startede Brøndby som lyn og torden, da angriber Andrija Pavlovic var sidste mand på et forrygende kontraangreb, og så udplacerede han Oliver Christensen i OB-målet til 2-0.

Kort efter lukkede Brøndby reelt kampen, da Jesper Lindstrøm prøvede lykken langt udefra. Hans skud strøg helt op i det fjerne målhjørne til 3-0.

Brøndby fik malurt i bægeret, da Riveros måtte bæres fra banen på en båre midt i 2. halvleg.

Trods store problemer med at skabe noget fik OB-indskifter Max Fenger reduceret for fynboerne til slutresultatet 3-1 i overtiden.


Lyngby - AGF 1-2

1-0 Victor Torp (2), 1-1 Kevin Diks (50), 1-2 Jon Thronsteinsson (89)

AGF fik søndag en sen 2-1-sejr på udebane mod Lyngby i Superligaen.

Lyngby er dermed forsat sidst i rækken med to point og ingen sejre, mens AGF indtager førstepladsen med 15 point.

Lyngby kom ellers foran på en tidlig scoring, der kom via højre side, hvor Lyngby havde stort held med at ramme gæsterne.

AGF sad før pausen ikke tæt nok i sit pres, men det blev ændret i anden halvleg, hvor holdet skruede op for energiniveauet.

Det samme gjorde AGF med skarpheden, så holdet vendte 0-1 ved pausen til sejr.

Efter to minutters spil bragte Lyngbys midtbanespiller Victor Torp hjemmeholdet foran. Hans første afslutning blev blokeret af holdkammeraten Emil Nielsen, men Torp var først på riposten, som han sparkede resolut ned i venstre hjørne.

Første halvleg bød på chancer i begge ender, men de største tilfaldt AGF. Både midterforsvareren Frederik Tingager og angriberen Patrick Mortensen kom til store hovedstødschancer, men Lyngby-keeperen Thomas Mikkelsen sørgede for, at Lyngby fortsat førte 1-0 ved pausen.

Kort inde i anden halvleg headede Patrick Mortensen først tæt forbi mål, inden han kort efter var manden bag udligningen. Han sendte bolden i mål via Kevin Dicks, der blev noteret for målet.

Mortensen kunne have givet AGF føringen efter 61 minutter, da han fik en friløber, men Lyngby-stopperen Nicolai Geertsen fik afværget med en glidende tackling.

I det 88. minut snuppede AGF alle tre point, da Jon Thorsteinsson sparkede bolden ned i venstre hjørne fra kanten af feltet til 2-1.


FC Nordsjælland - Vejle 1-1

1-0 Mikkel Rygaard (str. 4), 1-1 Wahid Faghir (22)

Med 1-1 på Right to Dream Park blev Vejle Boldklub søndag det første hold i sæsonen til at tage point ude mod FC Nordsjælland.

FCN havde gjort rent bord i sæsonens første tre kampe, men formåede altså ikke at knække en flok veloplagte oprykkere fra Nørreskoven.

Vejle kom tidligt bagud, men kæmpede sig flot tilbage og var i flere perioder det dominerende og mest chanceskabende mandskab.

Generelt var det en ganske seværdig affære, der foregik i et højt tempo med to veloplagte og offensivt indstillede hold, der dog ikke havde den fornødne skarphed i afslutningerne.

FCN har med resultatet 12 point for 8 kampe, mens Vejle har imponerende 14 af slagsen.

Vejle gik uimponeret til opgaven fra start trods FCN’s notorisk stærke hjemmebane, men oprykkerne blev straffet allerede efter fire minutters spil.

FCN’s lynhurtige Kamaldeen Sulemana blev sendt i dybden, og da han blev ureglementeret nedlagt af Vejle-keeper Indy Groothuizen, kunne Mikkel Rygaard sparke værterne på 1-0 fra straffesparkspletten.

Vejle lod sig dog ikke slå ud af den dårlige start. Gæsterne tiltvang sig derimod initiativet med et godt presspil, der gav flere hurtige kontrastød, og sådan et gav pote i det 22. minut.

Her prikkede Vejle-anfører Jacob Schoop bolden videre til blot 17-årige Wahid Faghir, der efter et godt løb udlignede til 1-1 med sit første superligamål i karrieren.

Vejle kom flyvende ud efter pausen og satte FCN under et godt tryk, hvilket kastede flere store chancer af sig til oprykkerne.

FCN fik bedre fat efter en formationsændring fra 3-4-3 til 4-3-3, hvilket gjorde kampbilledet mere jævnt efter Vejles gode periode.

Vejle søgte kampen igennem Allan Sousa meget, og brasilianeren kunne have sikret sejren få minutter før tid, men han brændte, så det sluttede uden vinder.

Randers FC - AaB 1-2 (0-1)

0-1 Jores Okore (21), 0-2 Oscar Hiljemark (53), 1-2 Andre Rømer (79, str.)

AaB vandt fredag aften 2-1 på udebane mod Randers i Superligaens 8. spillerunde.

Med sejren blander AaB sig i rækkens topstrid med 14 point og en foreløbig andenplads, mens Randers fortsat må nøjes med at ligge lige over nedrykningsstregen med 7 point.

Randers havde til kampen ændret formation, men den taktiske ændring lod ikke til at have den store indflydelse på spillet, hvor offensiven stadig haltede.

Kampen bar præg af, at Randers ikke kunne få spillet til at flyde. Omvendt formåede AaB at udnytte holdets gode perioder til at sparke bolden i mål.

AaB lagde godt ud og pressede højt, men Randers’ solide defensiv havde i starten ingen problemer med at afvise den aalborgensiske offensiv.

Det fik den dog efter 21. minutter, da AaB-forsvareren Jores Okore efter en hjørnesparkssituation prikkede bolden i mål med knæet.

Resten af første halvleg bød på et par fine muligheder til begge hold, men de to holds offensiver havde svært med for alvor at bryde igennem.

Anden halvleg fortsatte med AaB som bedste hold, og i det 53. minut fordoblede nytilkomne Oscar Hiljemark føringen med et velplaceret spark uden for feltet.

Med 20 minutter igen fik Randers en stor mulighed for at reducere, da dommer Mikkel Redder dømte et straffespark, men efter et VAR-tjek annullerede han dommen.

Kort tid efter fik Randers chancen igen, og denne gang var straffesparket korrekt. André Rømer sørgede for at omsætte det til mål og skabe spænding til sidst.

Randers formåede dog ikke at udligne trods ni minutters tillægstid, og derfor sluttede AaB som sejrherre.

Stilling

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her