Artiklen er opdateret kl. 14.37 med info om Kasper Dolberg og udvidelsen af truppen.
Den sidste landsholdssamling i 2020 har udviklet sig til en decideret farce og med jokeren corona som en alvorlig og ubehagelig medspiller.
Tirsdag har Dansk Boldspil-Union (DBU) således meddelt, at landsholdsspilleren Robert Skov fra den tyske klub Hoffenheim er blevet testet positiv for det hærgende virus.
Robert Skovs holdkammerat i den tyske klub, U21-ndsholdsspilleren Jacob Bruun Larsen, blev sent søndag meldt positiv. Det kan i den sammenhæng undre, at Robert Skov overhovedet har fået adgang til truppen, når man vidste, han havde haft omgang med en positiv-testet person i dagene op til samlingen i Helsingør. Så sent som i torsdags – for fem dage siden – var Skov og Bruun Larsen på Europa League-opgave sammen med Hoffenheim.
Landsholdets læge, Morten Boesen, siger i en pressemeddelelse, at DBU naturligvis har fulgt de gængse protokoller og regler for coronatest.
»Da vi fik de positive Covid-19-test, blev Robert Skov og en behandler orienteret og isoleret, hvorefter de har forladt lejren. Det er vores vurdering, at smitten ikke er sket i lejren og vi har fundet det tidligt, så vi bedre kan håndtere det videre forløb«, siger lægen.
11 mand i isolation
DBU meddeler endvidere, at et medlem af landsholdsstaben er testet positiv. Robert Skov og medlemmet af staben rapporteres symptomfrie.
DBU har nu for en sikkerheds skyld isoleret en lang række nøglepersoner på landsholdet, herunder landstræner Kasper Hjulmand og assistenttræner Morten Wieghorst, spillerne Frederik Rønnow, Yussuf Poulsen, Rasmus Falk, Pione Sisto, Anders Dreyer, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz og Martin Braithwaite samt flere medlemmer af staben.
Derudover er Kasper Dolberg også isoleret, fordi han har afleveret en positiv test, men det er der en grund til. Dolberg blev testet positiv i september i sin franske klub Nice.
»En gang imellem falder der en positiv test ud, og det har været tilfældet her. Han har et pas fra Uefa, der frikender ham for det, og derfor har vi valgt at bede om en skriftlig afklaring. Men indtil videre er han også i isolation«, siger Morten Boesen.
Kasper Dolberg fik senere på dagen grønt lys fra Uefa og kan dermed spille mod Sverige.
»Vi ønsker at passe mest muligt på hinanden og følger det forsigtighedsprincip, som myndighederne anbefaler«, siger landstræner Kasper Hulmand, der håber at have mange af de isolerede spillere tilbage til kampene mod Island og Belgien.
For at have en intakt trup er Patrick Mortensen (AGF), Andreas Maxsø (Brøndby), Alexander Bah (Sønderjyske), Carlo Holse (Rosenborg), Thomas Mikkelsen (Lyngby), Jesper Lindstrøm (Brøndby) og Jakob Ahlmann (AaB) indkaldt som erstatninger (se hele truppen nederst i artiklen).
Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst er ude af testkampen mod Sverige onsdag aften. I stedet udgøres trænerteamet af angrebstræner Ebbe Sand, målmandstræner Lars Høgh og analytiker Mounir Akhiat. Også den svenske landstræner Janne Andersson er ude efter at have haft kontakt med en smittet.
Danmark møder endvidere Island på søndag i Parken og Belgien på udebane onsdag i næste uge.
Hjem til FCN igen
Landsholdstruppen var så sent som mandag ellers blevet opdateret gevaldigt, da danske spillere med dagligt arbejde i England var blevet sat i udsigt, at de vil ryge i karantæne, når de kommer tilbage til deres klubber i England.
En af de reserver den nu isolerede landstræner Kasper Hjulmand udtog, var FC Nordsjælland-spilleren Magnus Kofod Andersen. Han nåede at snuse til A-landsholdet i ganske få timer, inden han blev beordret tilbage til FC Nordsjælland, hvor der var blevet konstateret to smittetilfælde.
Magnus Kofed Andersen blev altså sendt hjem længe efter, at Robert Skovs holdkammerat i Hoffenheim, Jacob Bruun Larsen, var meldt positiv.
Fra landsholdslejren meddeles, at alle øvrige test er negative og at der vil blive testet igen.
»Vi har efter dialog med sundhedsmyndighederne besluttet et forsigtighedsprincip, hvor vi isolerer en række personer, der har været i potentiel nærkontakt med de to smittede personer«, siger landsholdslægen Morten Boesen.
fortsæt med at læse





























