Der er en fin tradition på landsholdet. Når en fodboldspiller repræsenterer Danmark for første gang, holder han efter kampen en lille tale for holdkammeraterne.
Derfor fløj mange bevingede ord også gennem omklædningsrummet i Brøndby Stadions indre, da danskerne onsdag havde slået Sverige med 2-0 i en coronapræget venskabskamp, hvor otte debutanter trak i den røde trøje. Normalt takker de dem, der har formet deres karriere – det kan for eksempel være familien, landstræneren, klubben.




























